30.09.2021, 10:30 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Team Esbjerg venter i Santander Final4

I går aftes blev der trukket lod til semifinalerne i Santander Final4, der afvikles den 26-27 februar næste år.

Det var Kamilla Larsen fra Odense Håndbold der trak lod, og mens Odense Håndbold skal møde København Håndbold, så skal vi møde Team Esbjerg i semifinalen i Santander Final4. En svær modstander, men også en modstander som vi står godt til, og tidligere har spillet gode og tætte kampe mod.

"Lige nu er det svært at vurdere det helt, da der jo er et godt stykke tid til, men som tingene står lige nu, så er det da en svær modstander vi har trukket i Team Esbjerg. Omvendt ved vi også godt, at vi kan matche dem og har jo ved flere lejligheder spillet tætte kampe med dem, senest da vi slog dem i kampen om DM-bronzen i juni", lyder det fra Kasper Christensen, der ikke lægger skjul på, at skulle han have frit valg, så var valget nok faldet på København Håndbold.

"Der er nok ikke så meget tvivl om, at lige nu, så er Team Esbjerg og Odense Håndbold stærkere end København, hvilket jeg også tror at København selv er bevidste om. Så de var måske ønskemodstanderen, men alle hold i Final4 er gode, og som sagt så synes jeg vi har gode chancer mod Team Esbjerg, som jeg synes vi har gode chancer for at spille en tæt og spændende kamp mod"

Santander Final4 spilles 26-27 februar 2022, og det er endnu ikke afgjort, hvor stævnet afvikles.