04.06.2021, 07:49 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

"På papiret har vi fået den hårdest lodtrækning"

Vi startede sæsonen med Santander Cup, mod AGF fra 1. division, og vi slutter såmænd også sæsonen af med Santander Cup. Denne gang er det dog Final4 det gælder.

Weekenden står på Final4, når vi i morgen spiller semifinale mod Odense Håndbold i Santander Final4 i Sydbank Arena i Odense. Odense Håndbold har dermed også en fordel i hjemmebane, men der ud over er det jo som bekendt også de nykårede danske mestre vi skal op i mod, så der venter en særdeles vanskelig kamp i morgen klokken 16.

"Der er ingen tvivl om, at vi på papiret har fået den hårdest lodtrækning ved at trække de danske mestre på udebane. Så vi skal spille en rigtig flot kamp for at vinde, og det har vi så også i sinde at gøre. Vi kommer med masser af selvtillid, og vi tror på egne evner mod et Odense-mandskab, som jeg synes vi har spillet relative tætte kampe mod i denne sæson, hvor vi indiskutabelt skulle have slået dem i starten af sæsonen i Odense, mens vi på hjemmebane er med langt hen i kampen, inden vi så går lidt op i limningen til slut", lyder det fra cheftræner Kasper Christensen, forud for lørdagens semifinale.

Odense Håndbold har vist stor styrke på det seneste, senest mod Viborg i DM-finalen, så Kasper er klar i mæglet omkring, hvad der skal til, for at vi kan spille os i finalen mod enten København Håndbold eller Nykøbing Falster, der møder hinanden klokken 13.30.

"Skal vi i finalen på søndag, så skal vi spille en kamp uden mange fejl, og der skal ikke være mange Herning-Ikast spillere, der skal have en dårlig dag. Jeg tror at Odense, oven på deres DM-titel, har fået endnu mere energi og tro på, at de godt kan vinde finaler, og jeg har svært ved at forestille mig, at de ikke er topmotiveret og skarpe. De har fået blod på tanden og jeg tror at DM-titlen har været en forløsning for dem, så der venter en hård og svær kamp, som har potentiale til at blive en rigtig flot og spændende match", fastslår Kasper.

Det er endnu ikke sikkert, om Helene Fauske bliver klar, efter sin skade hun fik mod Team Esbjerg, så muligvis har den elegante playmaker spillet sin sidste kamp for Herning-Ikast Håndbold.

"Lige nu ser det ikke alt for godt ud, og selvom at vi gør alt for at få hende klar, så ser det lige nu svært ud, så for at være ærlig, så regner jeg ikke med at hun spiller, desværre. Tingene kan heldigvis hurtigt vende, men lige nu er hun ikke klar"

Husk at du kan følge kampene til Santander Final4 på TV2s kanaler. Semifinalen mellem København Håndbold og Nykøbing Falster Håndbold kan ses på TV2 Charlie samt TV2 Play fra klokken 13.30, mens vores egen kamp kan følges på TV2 og TV2 Play fra klokken 16.00.