11.03.2022, 11:30 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Nissen: En kamp vi går ind til med respekt og med klar forventning om at vinde

I aften spiller vi pokalkamp mod JAI fra Aarhus, der til dagligt spiller i 3. division, i Annexhallen på Trøjborg. En kamp, hvor favoritværdigheden er massivt på os, og alt andet end en sikker sejr vil være en mindre fiasko.

Vi går ind til kampen med naturlig respekt i forhold til vores modstander, men også med en klar forventning om, at vi kan tage hjem til Ikast igen med en sejr i bagagen.

”Det er en kamp vi går ind til med respekt, og med klar forventning om at vinde, fordi forskellen mellem ligaen og 3. division er så stor, at vi ikke må få problemer. Det er altid sjovt at spille kamp, så det er en kamp som jeg personligt glæder mig til, og så bliver det nok også en kamp, hvor vi kan få prøvet nogle nye ting af. Man ser ikke pokaloverraskelser særligt tit i håndbold, og jeg regner heller ikke med, at det sker fredag aften”, lyder det fra Naja Nissen, forud for aftenens kamp, der spilles i Annexhallen på Trøjborg i Aarhus med kampstart 18.30.

Naja Nissen spillede en flot kamp mod Team Esbjerg i onsdags, hvor hun afløste Emma Friis på venstre fløj, og kvitterede med hele ni mål og en stærk indsats i forsvaret. Hun havde efter kampen dog svært ved for alvor at glæde sig over præstationen, da vi, trods en stærk slutspurt, endte med at tabe kampen med 31-33. Hun fremhæver dog, at holdet viste høj moral og har fået et godt rygstød frem mod slutspillet.

”Det endte jo med at blive en ægte topkamp i en fed kulisse, men når vi så i sidste ende taber, så er det en vildt ærgerlig følelse at stå tilbage med. Jeg føler at vi havde fortjent i hvertfald et enkelt point, især oven på den måde som vi spiller anden halvleg på, men vi kan uanset hvad, tage en masse ting med os. Vi viser god moral, og får sendt et signal til de andre klubber om, at bare fordi man er foran mod os, så har man ikke vundet kampen endnu. Det er også et godt rygstød frem mod de kampe der venter os, både i slutspillet og EHF European League, at vi ved, at vi har moralen til at kæmpe os tilbage, også når det ser rigtigt svært ud”