05.05.2022, 13:56 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Kasper C: Det bedste kompromis med kamp lørdag

På tirsdag spiller vi første DM-semifinale mod Odense Håndbold, men inden da, snupper vi lige en pokalkamp mod AGF Håndbold om lørdagen.

Onsdag stod den på kamp mod Team Esbjerg, og allerede lørdag skal vi i kamp igen, når vi i 6. runde af Santander Cup møder AGF i Ceres Park klokken 18.30. Det har været svært at finde en dato der kunne passe begge hold, men i sidste ende blev det altså lørdag, som begge hold kunne acceptere.

"Vi har pokalkamp om lørdagen mod AGF, som har været svær at få programsat, fordi AGF har et par kampe om forbliven i 1. division, hvilket vi har respekt for at de skal afvikle på en ordentlig måde. Det har ikke gjort det lettere med vores program, hvor der både venter semifinaler og Final4 i Viborg, så det bedste kompromis var kamp nu på lørdag. Jeg håber på at vi vinder kampen samtidig med, at vi ikke udtrætter nogen af spillerne", siger Kasper Christensen og fortsætter:

"Vi skal til Aarhus lørdag og have en god aften, vinde kampen og så videre, fordi koncentrerer vi os i den kamp, så får vi ikke problemer"

Kampen spilles i Ceres Park, nærmere bestemt den gamle stadionhal, på lørdag klokken 18.30.