26.08.2021, 19:00 | Af: Jonas Hooge | Foto: Erik Laursen

Ingen andre løsninger end at vinde kampen

Fredag aften fløjtes sæsonen for alvor i gang, når vi skal et smut over Lillebæltsbroen og til Odense, hvor vi møder DHG Odense i Santander Cup.

Det gælder en plads i kvartfinalerne, så kampen i morgen har stor vigtighed, og vi kommer ikke uden om, at vi er storfavoritter mod DHG Odense, der til daglig spiller i kvindernes 1. division. For cheftræner Kasper Christensen er der da også kun en mulighed fredag aften, nemlig en sejr. Alt andet vil være en kæmpe skuffelse.

"Der er ingen andre løsninger, end at vinde kampen mod DHG, og det er en kamp, hvor vi mere eller mindre går ind med et krav om at vi bør være så meget bedre, at vi ikke bør få problemer og kan koncentrere os om, at gøre det vi ved vi kan. Jeg ser det som en fin kamp for os, med tanke på at vi har haft mindre tid sammen end mange andre hold, grundet OL, hvor vi har haft fire spillere med", fortæller Kasper for fortsætter:

"Jeg håber at vi er så komfortable, at vi kan arbejde med nogle del-elementer i vores spil, som vi ikke har arbejdet så meget med endnu, men det vigtigste er selvfølgelig at vinde og sikre os deltagelse i kvartfinalen"

En kamp mod et 1. divisionshold kunne måske godt gå hen og blive en lille sovepude, også med tanke på, at det er første kamp i denne sæson, men Kasper er ikke nervøs for at det sker, og minder om at det jo sker fra tid til anden, at undertippede hold laver en gedigen overraskelse.

"Vi skal nok være klar og forberedt, men vores forberedelser kommer nok primært til at fokusere på os selv, og mindre på DHG. Vi bør være, sagt med stor respekt for den danske 1. division og DHG, klart bedre end dem, og det skal være nok til, at vi primært kan fokusere på os selv. Når det så er sagt, så er det jo set før, senest i sidste sæson, hvor Skovbakken fra 1. division slog SønderjyskEs herrer, at der fra tid til anden kommer de her overraskelser. Så vi skal nok være helt klar, og vi vil selvfølgelig gerne vise os frem i den første vigtige kamp i denne  sæson på bedst mulig måde", fastslår cheftræneren.

Kampen spilles i Dalum Hallen ved Odense, og vi opdaterer jævnligt fra kampen på vores facebookside, lige som at man også kan følge opgøret på Tophåndbold.dk