28.09.2021, 23:27 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Friis: Det var en rigtig fighterkamp

Der var drama for alle pengene, da vi her til aften tørnede sammen mod Silkeborg-Voel, der kæmpede det bedste de havde lært, og voldte os store problemer kampen igennem.

I sidste ende fik vi dog krammet på de grønne, og i slutsekunderne kunne Emma Friis sende sin 8. scoring i mål til slutresultatet 28-26, hvilket dermed sender os i Santander Final4.

Netop Emma Friis fik vi en snak med efter slutfløjtet, og hun var naturligvis glad for resultatet, som der skulle kæmpes for til sidste fløjt.

"Det var en rigtig fighterkamp med højt tempo og meget løb frem og tilbage, og man kunne mærke at begge hold rigtig gerne ville i Final4, så det var en fed kamp at spille, men også hårdt. Filippa Idéhn gør det også svært for os, hun står virkelig en god kamp, og så er de gode i deres kontrafase, hvor man får følelsen af, at så snart man har scoret, så ligger den nede i vores mål lige bagefter", siger Emma Friis, der også havde rosende ord om vores egen præstation:

"Jeg synes Silkeborg spiller en god kamp, men jeg synes også det siger noget om os, at vi kan vinde sådan en kamp her og stå i mod det pres som vi kom under"

Før kampen havde truppen talt om, at det var sæsonens, indtil nu, vigtigste kamp, og det var tydeligt at mærke efter kampen, hvor meget det betyder for holdet, at de fik sejren i hus, og dermed sikret klubben deltagelse i Santander Final4 til næste år.

"Vi havde talt om det før kampen, hvor meget den her kamp betød, og det er bare så fedt, at vi kan se hinanden i øjnene og sige at vi gjorde alt, hvad vi kunne og fik sejren med hjem, hvilket betyder Final4 til næste år, det er virkelig fedt", konstaterer Emma Friis.

Næste kamp er på lørdag, hvor vi møder Viborg HK i Vibocold Arena klokken 16.10. Meget mere om den kamp senere på ugen.