Hjemmesiden bruger cookies. De er ufarlige og bruges til bl.a. anonym trafikmåling. Ved at bruge vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies OK
29.03.2017, 16:07 | Af: Martin Dons | Foto: Getty Images
Kristian Kristensen vil se, at pilen peger opad i kampen mod København Håndbold, der har vist storform på det sidste
Torsdag aften bliver placeringerne i grundspillet afgjort i Primo Tours Ligaen. Fast ligger det dog allerede, at FCM Håndbold slutter øverst i det og allerede er kvalificeret til slutspillets semifinaler.
Derfor har hunulvene også kunnet tillade sig at spejde frem mod kvartfinalen i Champions League mod Varder den 9. april, men det betyder ikke, at der bliver taget let på tingene i den hjemlige liga. Senest gik det ud over Randers HK, der blev besejret med hele 34-22.
- Vi skal til Købehavn og levere en god kamp. Vi kigger ikke så meget på, hvem der er modstanderen, men vi har da noteret os, at det er et rigtigt formstærkt hold, vi skal op imod, så derfor er det en god kamp for os til at arbejde videre med fokus på os selv. Vi skal skrue intensitetsknappen en anelse højere op og lægge et lag mere på end mod Randers, siger cheftræner Kristian Kristensen.
- Det betyder ikke, vi skal over og forvente, vi henter en storsejr, fordi sådan hænger verden ikke sammen, men vi skal kunne se på vores spil, at vi nærmer os internationalt niveau. Det er det, vi jagter. Så vi glæder os til at blive udfordret af København, som er rigtig stærke på hjemmebane.
Det er et FCM-hold, der glæder sig til at blive matchet mod København Håndbold, der for to runder siden vandt med hele 12 mål over Viborg HK og indtager en delt tredjeplads.
- Vi er i en proces lige nu, og den proces skal være med pil opad fra gang til gang. Det er en god kamp at måle os på og se, om vi er på rette vej i forhold til det, vi træner efter, siger Kristian Kristensen.
Der er kampstart i København torsdag klokken 19.30.