15.01.2022, 19:31 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Ny sejr i EHF European League

Det blev aldrig nogen stor kamp fra vores side, men vi fik det vi kom efter, nemlig to point, da vi her til aften slog Magura Cisnadie i anden runde af EHF European League med 31-28 efter 19-12 ved pausen.

Magura Cisnadie kom til Ikast med en sejr i bagagen, efter at de vandt deres første kamp mod norske Storhamar, og derfor var respekten for det rumænske hold måske steget et par grader. Det var en lidt rodet start fra begge mandskabers side, hvor det var gæsterne der fremstod bedst og de fik såmænd også en mindre føring til en start.

Hurtigt fik vi styr på spillet, og som kampen skred frem kom der flere og flere fejl fra rumænernes side, hvilket resulterede i mange fine kontrascoringer fra vores side. Bedst som vi så ud til, at have trukket fra, så fik Magura et lille momentum, og bragte lidt spænding ind ved stillingen 14-12, men så satte vi turboen til igen, og rykkede fra igen, således at vi kunne gå til pause foran 17-12.

Cecilie Brandt var, præcis som i onsdags, skarpheden selv, både i stationært spil og på kontra, mens også Emma Friis boltrede sig på venstre fløj. Magura blev ramt af et direkte rødt kort, da deres højre fløj, Neagu, skød Sabine Englert i hovedet på straffekast. Hun var på dette tidspunkt rumænernes topscorer med fem mål, så en markant spiller at skulle undvære.

Efter pausen blev der byttet mål, hvilket gjorde, at vi ikke fik hægtet Magura endeligt af, men omvendt sad man med en god fornemmelse af, at det ikke kunne blive spændende.

Det gjorde det heller ikke, men det var bestemt en 2. halvleg der ikke går over i historien set fra vores side. Vi kunne ikke rigtig få det til at køre som vi plejer, og kampen skal nok primært huskes for, at vi fik to point og ikke blev stresset, trods det manglende flow.

Emma Friis blev kampens topscorer med otte mål på ni forsøg, mens Cecilie Brandt blev noteret for seks mål på seks forsøg. Brandt blev også kåret til kampens spiller.