11.02.2022, 19:54 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Tyra Axnér stopper efter denne sæson

Op til denne sæson hentede vi stortalentet Tyra Axnér i Sverige, og havde egentlig kontrakt med hende for de kommende sæsoner, men en anden ligaklub har købt hende fri fra kontrakten, og derfor stopper hun 30/6.

Tyra Axner har gjort et godt indtryk i klubben, og et salg af hende stod på ingen måder på lige for, men da forespørgslen kom, fik Tyra selv valget omkring et eventuelt skifte, og blandt andet grundet manglende spilletid har hun altså valgt, at skifte klub til sommer. En beslutning der møder fuld forståelse hos Daniel Grønhøj.

”Jeg havde meget gerne beholdt Tyra i klubben, men vi fik et tilbud som vi fik forhandlet på plads, og så var jeg ærlig over for Tyra, og talte med hende omkring muligheden. Hun har ikke fået så meget spilletid, som hun havde håbet på, og med skiftet kommer hun formentlig tættere på en fast plads og derved mere tid på banen, og det er fuldt forståeligt, at hun har valgt at takke ja til tilbuddet. Jeg er sikker på, at Tyra bliver en profil i ligaen, og jeg kunne sagtens se for mig, at hun er tilbage i Herning-Ikast om et par år. Hun er enormt vellidt i truppen og har gjort et godt indtryk, men som tingene er lige nu, så er der bare et stykke vej til fast spilletid”, lyder det fra Daniel Grønhøj, direktør i Herning-Ikast Håndbold.

Hovedpersonen selv, Tyra Axnér, havde naturligvis håbet på et længere forløb i klubben, men vil nu gøre alt for at slutte godt af, inden hun til sommer tager videre mod mere spilletid.

”Jeg har været glad for tiden i klubben, både i forhold til spillere og trænere, og har på ingen måder fortrudt, at jeg skiftede hertil. Jeg har udviklet mig meget mens jeg har været i Ikast, og vil gøre alt hvad jeg kan, for at slutte godt af, og forhåbentlig være med til at sikre os succes i de turneringer vi er med i. Jeg glæder mig til næste skridt på min rejse, hvor jeg kommer til at få mere fast spilletid, og så vil jeg bestemt ikke udelukke, at jeg igen er at finde i Herning-Ikast på et senere tidspunkt”, fortæller Tyra Axnér.