01.12.2021, 11:25 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Sportslige reaktioner siden sidst

Trods Corona og diverse restriktioner, så har vi fået en ganske god start på 2022, hvis vi ser på det sportslige. Vi har spillet to kampe, en i Bambusa Kvindeligaen og en i EHF European League, og vundet dem begge, endda med præcis samme cifre, nemlig 27-24.

Vi startede året ud lige på og hårdt med kamp den 2. januar, hvor vi i en, desværre, tom IBF Arena, mødte Aarhus United. De blåklædte fra Aarhus kæmpede det bedste de havde lært, og gjorde ikke livet let for os, men vi kørte i sidste ende en forholdsvis sikker sejr hjem, og kunne dermed sætte to point på kontoen.

”Vi har mange ting vi kan arbejde med efter denne kamp, måske især i forsvaret, hvor det ikke hang sammen hele tiden. Vi har mistet Stine Skogrand, og det skal vi lige vænne os til, men omvendt så har vi utrolig mange gode spillere på holdet, så vi skal bare have fundet nogle nye løsninger, og så skal det nok blive godt”, lød det fra Ingvild Bakkerud efter kampen, hvor hun i øvrigt blev kåret til kampens spiller.

 

Onsdag skulle vi have spillet kamp mod Horsens Håndbold, men de var nødt til at aflyse kampen, da en stor del af holdet var ramt af Corona. Hvornår kampen skal spilles vides ikke endnu, men vi skal naturligvis nok fortælle mere, når vi kender tidspunktet.

Fredag stod den så på langtur, nærmere bestemt Rusland, hvor vi søndag skulle møde Lada. Et hold der er med i toppen af den russiske liga, og som vi mødte sidste år i EHF European League kvartfinalerne, hvor vi vandt. Cheftræner Kasper Christensen havde på forhånd lagt op til, at det ville blive en svær kamp, og det fik han helt ret i. Lada har flere russiske landsholdsspillere, og var i flere perioder af kampen foran. Vi fik dog for alvor styr på spillet midtvejs i 2. halvleg, og kunne derfra sikre os en sejr på 27-24.

”Vi skulle lige finde vores ben i 1. halvleg, hvor vi ikke lukkede de aftalte rum i forsvaret og stressede en smule for meget angrebsmæssigt. Jeg er dog meget glad for vores 2. halvleg, hvor vi virkelig fightede defensivt og fandt mange gode løsninger offensivt”, lyder det fra Kasper Christensen, der sammen med resten af holdet overnatter i Moskva, for derefter at flyve mod Danmark i morgen formiddag.

På onsdag venter endnu en udebanekamp og en lang bustur, når vi skal møde Ajax København, som streamer kampen på deres facebookside fra klokken 18.30, og så kommer rumænske Magura Cisnadie på besøg lørdag aften, når vi tager fat på kamp to i EHF European League. Rumænerne fik en god start på turneringen, med en sikker sejr over norske Storhamar. Kampen spilles klokken 18 og kan følges på TV3 Sport.