01.09.2021, 10:55 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Sportslige reaktioner siden sidst

Siden sidste nyhedsbrev, har vi været i ilden to gange, først en hjemmekamp mod Ajax København og efterfølgende en udebanekamp mod Randers HK.

Kampen mod Ajax blev spillet onsdag den 8/9 i IBF Arena, hvor godt 1300 tilskuere havde fundet vej til tribunerne, og som skabte en god lydkulisse gennem hele kampen. De blev forkælet med godt spil fra et meget fokuseret Herning-Ikast mandskab, der kørte Ajax-holdet midtover og tog en sikker sejr på hele 32-15, efter 17-6 ved pausen

”Vi startede lidt langsomt, men fandt hurtigt ind i rytmen, og det var en meget koncentreret indsats gennem hele kampen fra vores side. Vi har stadig ting vi skal arbejde med, men det begynder virkelig at se godt ud. I dag står vores forsvar rigtigt stærkt, og gør det svært for Ajax, og så får vi brugt ressourcerne godt, vi får alle mand i spil, og formår at holde niveauet, hvilket jo er helt fantastisk”, fortalte Ingvild Bakkerud efter kampen

Efter en velfortjent weekend, stod den mandag på vores første TV-kamp i denne sæson, da vi på udebane mødte Randers HK i Arena Randers. Kronjyderne kom ind til kampen med en god portion selvtillid qua to sejre ud af tre mulige, senest med en flot udebanesejr over Horsens. Vi kom til Randers med god tro på tingene, og en uændret trup i forhold til onsdagens kamp, hvor Sonja Frey stadig er ukampdygtig. Det blev en kamp, hvor vi i den grad skulle grave dybt for at få sejren i hus

”Jeg synes vi får en god start, men så er det som om, vi begynder at træffe en masse forkerte valg, og så er Randers så godt et hold, at det bliver svært. Vi kommer til pause foran med to, og får en god start på 2. halvleg, og så får vi lidt ro på, men så falder vi tilbage til de dårlige beslutninger, og så bliver det igen tæt. Vi er et meget bedre hold, end det vi viser, men vi lader Randers komme alt for let til tingene og får dem derved lukket ind i kampen”, fortalte Vilde Johansen efter kampen.

Nu venter der på onsdag en svær hjemmekamp i IBF Arena, når Nykøbing Falster kommer på besøg. De gule fra Falster kommer med tre sejre i bagagen, og ligner et hold, der igen i år kan slå alle på deres gode dage. Kampen starter klokken 18.30, og skulle du ikke have mulighed for at se kampen live, så vises den på TV2 Sport.