01.08.2021, 11:15 | Af: Jonas Hooge | Foto: Herning-Ikast Håndbold

Siden sidst…

”Siden sidst” bliver et fast punkt i nyhedsbrevet, hvor vi i korte træk fortæller, hvad der er sket i Herning-Ikast Håndbold siden sidste nyhedsbrev, både på og uden for banen.

Sæsonen er endelig kommet i gang og denne gang uden restriktioner, hvilket betyder at der er tilskuere i hallerne og ingen afstandskrav, hvilket alt andet lige gør det noget lettere og sjovere, at afvikle en håndboldkamp.

Vi har spillet tre kampe på otte dage, så der har været nok at se til, følg med her:

Vi startede mod DHG Odense i Santander Cup, hvor vi var nået til 1/8 finalen. I vores bestræbelser på, at kvalificere os til Santander Final4, var kampen derfor vigtig og blev tilgået yderst seriøst, til trods for mødet med en væsentlig svagere modstander. Kampen blev aldrig for alvor spændende, dertil var kvalitetsforskellen for stor. Kampen endte 26-18.

Onsdag stod den så på premiere i Bambusa Kvindeligaen, hvor vi på udebane mødte Aarhus United. Aarhusianernes styrke er svær at forudsige og svinger mellem topklasse til ydermandatet i ligaen, men holdet har formået i alle de år de har heddet Aarhus United, at kvalificere sig til slutspillet. Onsdag aften var til en start en tæt affære, men i 2. halvleg fik vi sat tingene godt på plads, og kunne drage hjem med to point, efter en sejr på 26-18.

Lørdag kunne vi så igen byde velkommen til tophåndbold i IBF Arena, hvor Horsens Håndbold Elite gæstede os. Horsens har op til denne sæson forstærket sig markant, og slog os såmænd i en træningskamp i midten af august. Denne gang var styrkeforholdet vendt på hovedet, og vi fik en god og solid sejr på 30-23.

HIH Biz-Net er også kommet godt i gang, hvor 24 sponsorer allerede har tilmeldt sig. Mere om netværket i særskilt nyhed i dette nyhedsbrev.

Vi har også nået at afholde den årlige golfturnering for samarbejdspartnere, fået nye sponsorer med ombord, og så har vi såmænd også lanceret et helt nyt koncept, nemlig abonnement til vores hjemmekampe. Et prisvenligt produkt der er et alternativ til sæsonkortet, og som vi har store forventninger til, især blandt den yngre del. Det koster 49 kroner om måneden for voksne, mens børn op til 17 år, slipper med 29 kroner.