01.12.2021, 09:03 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Set fra direktørens stol

Godt nytår alle sammen. Jeg håber I kom godt ind i 2022, og er klar til et nyt og spændende år. I Herning-Ikast Håndbold fik vi en god start på det nye år med en sejr over Aarhus United 2. januar, samt efterfølgende en flot sejr over Lada i EHF European League.

Jeg vil i forbindelse med netop vores deltagelse i EHF European League, gerne benytte lejligheden til at sige et stort tak til dem, der støtter os ekstraordinært i forbindelse med de europæiske kampe. Den støtte er vi meget glade for, og betyder mere end I aner.

Inden vi for alvor sætter fokus på 2022, så gør jeg i de følgende linjer en kort status over 2021, hvor vi både sportsligt og økonomisk havde et godt år, og hvor målsætningerne blev indfriet til fulde. 

Samlet set må vi sige, at 2021 har været et ganske godt år, både når vi kigger på det sportslige og det økonomiske. Vi indfriede vores målsætninger rent sportsligt med Final4 i både Santander Cup og EHF European League samt en bronzemedalje i Bambusa Kvindeligaen. Vi manglede lige de sidste marginaler i alle tre turneringer i forhold til at kæmpe med om guldet, men jeg synes bestemt vi kan være fint tilfredse med præstationer inden for stregerne

Også den økonomiske del har været tilfredsstillende, og i stedet for røde tal på bundlinjen står der nu sorte, og det glæder mig naturligvis, at det målrettede arbejde gennem flere år nu bærer frugt.

Jeg er virkelig glad og stolt over, at vi kan fremvise sorte tal i årsregnskabet, hvilket er første gang i klubbens historie at det lykkes, og tilmed er regnskabet gået over en million kroner frem siden sidste regnskab. Med tanke på, at vi er i skarp konkurrence med mange andre rundt omkring os, og har været underlagt Corona-restriktioner i store dele af året, så kan vi ikke være andet end stolte over resultatet. Nu skal vi holde fast og fortsætte den positive kurve, og det tyder alt også på at vi gør. Vi har et stærkt sponsornetværk, som i den grad bakker os op, og som har været enormt forstående over for den situation vi har været og stadig er i. Vi har formået at fortsætte udviklingen af vores set-up, så vi fortsætter med at tiltrække nye og stærke sponsorer, samtidig med at vi fastholder dem vi i forvejen har, hvilket fortæller mig, at vi har et stærkt produkt”

 

2022 starter ud som 2021

Det kan godt være, at vi skriver 2022 i kalenderen, men vidste man ikke bedre, skulle man næsten tro, at vi ikke var kommet videre siden sidste år. I hvert fald starter året ud, præcis som 2021 startede ud, nemlig med restriktioner og tomme håndboldhaller landet over. 

Det er trist at vi igen skal spille i en tom IBF Arena, efter et efterår, hvor vi har oplevet en flot tilskuerfremgang, og hvor vi var tilbage til tiden før marts 2020. Indtil videre er restriktioner sat til 17. januar, og det forholder vi os til lige nu, men jeg kan da godt frygte, at det bliver forlænget, og så har vi en ny situation. Vi arbejder ufortrødent videre, og har fuld fokus på at klare det så godt som muligt på de parametre som vi selv kan påvirke. Vi står over for europæisk håndbold, vi er klar til Santander Final4 til februar, og så skal vi gerne i semifinalerne i Bambusa Kvindeligaen, og så må vi se, hvor meget metal vi kan sætte i skabet, når det hele er gjort op.

Corona-smitten er desværre på et højt niveau, og vi har allerede fået at mærke, hvad det vil sige at smitten også har ramt flere af holdene i Bambusa Kvindeligaen. Således blev vores kamp mod Horsens, som skulle have været afviklet i onsdags, aflyst, grundet høj smitte i Horsens trup, og en ny dato for kampen meldes snart ud. Vi gør naturligvis alt, hvad vi kan for at undgå smitte i truppen, og indtil nu har vi heldigvis været forskånet for det store, men vi er også bevidste om, at det kan blive svært at slippe helt udenom.