01.09.2021, 10:05 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Set fra direktørens stol

Med kampen mod MTK Budapest i lørdags, fik vi afrundet første del af denne sæson, og spillerne er nu gået på en fortjent ferie i en uges tid.

Det har været herligt at have tilskuere og samarbejdspartnere tilbage i hallen, og vi har kunnet fornemme, at folk i den grad har længtes efter at komme til håndbold i IBF Arena. I Handelsbanken Loungen har vi flere gange, senest mod Ringkøbing Håndbold, haft helt udsolgt, og det er vi utrolig glade for. Det er nu engang sjovest at afvikle kampe med tilskuere på lægterne.

Vi fik en fantastisk start på sæsonen, og vi skulle ind i midt oktober, før det første nederlag kom mod Odense. Desværre kom der to mere ret hurtigt efter, men skuden er rettet op igen, og vi fik rundet godt af med sejre i både europæisk håndbold, således at vi er klar til EHF European League, og i Bambusa Kvindeligaen, hvor vi indtager en fjerdeplads. Pladsen i EHF European League er særdeles vigtig for os som klub, da den er med til at gøre os attraktiv i alle sammenhænge, og målet er igen i år, at vi skal kvalificere os til Final4.

Det er altid spændende at se, om den trup man har fået sammensat, fungerer som man havde tænkt, og det må vi sige at den gør i det store hele. Sonja Frey, der blev hentet i Team Esbjerg, har været en del skadet, men har været fit for fight de seneste kampe, og her kan vi se, at vi har fået en klassespiller, der har nogle kompetencer, som vi ikke har haft tidligere. Vi har også fået noget ungt blod ind i truppen i kraft af Tyra Axnér og Julie Scaglione, der begge skal føres stille og roligt frem, men som allerede nu har vist, at de bliver gevinster for os i de kommende sæsoner.

Sarah Iversens tilbagekomst på stregpositionen har givet vores spil en ekstra dimension, og hun er mere eller mindre tilbage på det niveau hun havde, inden hun gik på barsel, hvilket en udtagelse til VM-bruttotruppen også vidner om. Det endelige nåleøje kom hun dog ikke igennem i denne omgang, hvilket Emma Friis og Simone Petersen i stedet gjorde. Vi har også Emma Lindqvist, Jessica Ryde, og Sonja Frey med på deres respektive landshold, så vi er godt repræsenteret til det kommende VM.

I går har vi kunnet fortælle, at Stine Skogrand er gravid og dermed ude resten af sæsonen. Det er en streg i regningen, og en spiller som vi ikke bare lige kan erstatte. Når det så er sagt, så føler jeg, at vi har en bred trup med mange kompetencer, og derfor er jeg overbevist om, at Kasper og Co. nok skal præstere en god sæson, og vores ambitioner forbliver de samme.

Så samlet set, har det været en fin start på sæsonen, men hvor vi også godt ved, at det er i foråret de store slag skal slås, og her man i sidste ende får den endelige bedømmelse. Ambitionerne er mindst lige så høje som de altid er, og jeg ser frem til at byde jer alle velkommen i IBF Arena, allerede 2. januar, hvor vi møder Aarhus United til et nytårsbrag.