01.08.2021, 13:35 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Så er vi i gang igen

Endelig er vi i gang igen, og efter en sommerpause, der har været en anelse kortere end normalt, er vi oppe i fuldt gear og klar til sæsonen, hvor vi skal spille Bambusa Kvindeligaen, Santander Cup og forhåbentlig også EHF European League.

Når jeg skriver forhåbentlig og ikke skal, i forhold til europæisk deltagelse, så skyldes det, at vi til november skal spille kvalifikationskampe til puljespillet i EHF European League efter nytår. Det betyder meget for os som klub og den selvforståelse vi har af os selv, at vi spiller europæisk håndbold, og derfor bliver de to kvalifikationskampe også højt prioriteret. I skrivende stund ved vi ikke, hvem vi skal møde, men det bliver enten et tyrkisk eller ungarsk hold, der mødes i oktober.

Flere danske klubber har igen i år takket nej til at deltage i europæisk håndbold grundet økonomi, og som det er lige nu, så er det bestemt ikke nogen guldrandet forretning, selvom at det faktisk er blevet bedre. Min og bestyrelsens holdning er helt klar, vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at spille europæisk håndbold hvert år. Det ligger i vores DNA, og er med til at vi forbliver en attraktiv klub på alle parametre.

Vi er kommet godt i gang med sæsonen, og har allerede spillet tre kampe på otte dage, og alle med sejre til følge. Sejren over DHG Odense i Santander Cup var blandt de forventelige, mens vi var spændte på udfaldet i de to første kampe i Bambusa Kvindeligaen. Her blev det til to gode og sikre sejre over Aarhus United og Horsens Håndbold Elite, og hvor man allerede nu kan mærke, at vi har et godt hold med mange forskellige strenge at spille på. Det lover godt, og jeg glæder mig allerede til på onsdag, hvor Ajax København kommer på besøg.

Kommercielt ser det godt ud

En ting er, hvordan det går inden for stregerne, en anden ting og mindst lige så vigtigt er, hvordan det går uden for stregerne. Trods to sæsoner, der i den grad er blevet påvirket af corona-situationen, så er vi samlet set kommet styrket ud af det kommercielt, og vi arbejder benhårdt på, at det bliver endnu bedre.

Jeg vil gerne sende en stor tak til jer alle, der har bakket os op og fortsat gør det, til trods for, at vi ikke har kunnet levere den vare som vi havde håbet på. Det har været fantastisk at mærke den opbakning som I har givet os, og jeg ser meget frem til, at denne sæson bliver som normalt og vi igen kan mødes i IBF Arena.

Vi har en forretning, hvor der skal arbejdes på mange planer for at få hjulene til at løbe rundt og få sorte tal på bundlinjen. Vi præsenterer som en af de første danske håndboldklubber i denne sæson en abonnementsordning, hvor man for en fordelagtig pris kan sikre sig plads til alle vores hjemmekampe. Det bliver et alternativ til sæsonkortet, og et tiltag som vi forventer os meget af. Vi skal have fyldt IBF Arena i langt højere grad, og vi tror og håber på, at abonnementet vil appellere til den yngre del af Herning, Ikast og omegn, som vi i langt højere grad skal have fat på. Mange fodboldklubber har allerede succes med abonnementsordningen, og vi glæder os til at præsentere produktet.