21.08.2021, 14:03 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Nederlag i ugens sidste træningskamp

Lørdag eftermiddag spillede vi ugens sidste træningskamp, denne gang mod Viborg HK. Kampen var en tæt affære, der endte 31-32 til Viborg.

Dermed blev det til to nederlag og en sejr i ugens tre træningskampe, men til trods for de to nederlag, så er cheftræner, Kasper Christensen, samlet set godt tilfreds med både kampe og ugens træningslejr.

"Viborg viser endnu engang, at de er blandt Europas bedste hold i kontrafasen, og den slår vi os lidt på i dagens kamp, hvor Viborg scorer rigtig mange mål på den konto. Vi spiller selv en rigtig god angrebskamp, men det er klart at 32 mål er for mange at lukke ind i den anden ende. Det var overordnet en god kamp med godt spil, og selvom at det er blevet til to nederlag og blot en enkelt sejr i denne uge, så synes jeg vi har haft en god uge, som har stået på træningslejr i Kolding", fortæller Kasper efter kampen.

Stine Skogrand og Sabine Englert var ikke med i dagens kamp, hvilket skyldes en skade i Englerts tilfælde, mens Stine havde fået fri i weekenden.

"Stine er lige kommet tilbage efter OL, og vi havde på forhånd aftalt, at hun skulle være med på træningslejren i Kolding, og så slappe af i weekenden, så hun er tilbage på træningsbanen på mandag. Englert døjer stadig lidt med en skade, men her har vi et håb om, at hun også kan træne med igen i næste uge"

Kampen i dag var sidste træningskamp inden sæsonen for alvor går i gang på fredag, hvor vi møder DHG Odense i Dalum Hallerne i 1/8 finalen i Santander Cup. Bambusa Kvindeligaen starter 1. september, hvor vi ude møder Aarhus United og om lørdagen, 4. september, møder Horsens Håndbold Elite hjemme i IBF Arena.