01.09.2021, 10:09 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Lindqvist positivt overrasket over forskellen på den danske og svenske liga

Op til denne sæson fik vi tilgang af den svenske landsholdsspiller, Emma Lindqvist, der skiftede fra H65 Höör, og for hende har det været et skridt op ad stigen i karrieren, og hun glæder sig over, at hun tog skiftet.

Emma Lindqvist har for nylig rundet 24 år, og er en af de bærende kræfter på det svenske landshold, og inden hun drager afsted mod VM, gør hun status over den første tid i Danmark, som har været et positivt bekendtskab indtil videre.

”Når jeg tænker over det, så er der en ret stor forskel på den danske og svenske liga på alle parametre, og det hele er bare lige en tand eller to bedre i Danmark, så det har været godt for mig og min fortsatte udvikling, at skifte. Jeg føler at jeg har løftet mit spil, selvom jeg også lige har skulle vænne mig til at spille et nyt sted, men i det store hele, synes jeg det er gået rigtig godt”, lyder det fra Emma Lindqvist, der også er faldet fint til i de nye omgivelser i Danmark:

”Det har ikke været noget problem, da Danmark jo på mange måder minder om Sverige, så jeg synes jeg er faldet godt til, og trives som jeg havde håbet på”

Nu står den på VM med det svenske landshold, og det er Emmas tredje slutrunde foruden at hun også var med til sommerens OL, så hun har allerede en god portion rutine og glæder sig til det kommende VM i Spanien.

”Jeg ved ikke om jeg er en af de rutinerede, men jeg har da i hvert fald en idé om, hvad det går ud på, og, hvad der forventes”, kommer det smilende fra Emma, inden hun fortsætter:

”Jeg tror det bliver et VM, hvor forventningerne nok er skruet lidt op i forhold til tidligere, i og med at vi jo klarede os ganske godt til OL i sommers, så mange vil nok tænke at vi skal være med omkring medaljerne, når vi nu var det ved OL. Nu må vi se, fordi der er mange stærke hold med, og der bliver mange om buddet, men vi har da en forhåbning om, at vi kan gøre det godt igen. Jeg føler ikke, at vi har et pres på os, men det er klart at forventningerne er steget i takt med, at vi har gjort det godt”, vurderer Emma Lindqvist, der sammen med Jessica Ryde er rejst til Sverige for at slutte sig til den svenske landsholdslejr.