21.10.2021, 15:03 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Julie Scaglione forlænger frem til 2023

Hun er blot 17 år, men har allerede fået sin debut i Bambusa Kvindeligaen, og givet prøver på sit store talent og potentiale, og derfor er vi i Herning-Ikast Håndbold glade for, at vi har forlænget kontrakten med Julie Scaglione.

Kontrakten løber foreløbig frem til 2023, og stortalentet fra Ry er glad for, at der nu er styr på hendes fremtid for de kommende to sæsoner.

”Jeg er både stolt af- og glad for min kontraktforlængelse i HIH. Stolt fordi jeg synes HIH sportsligt er en klub med store ambitioner, stolte traditioner, et stærkt mandskab både på og udenfor banen, og enormt flotte resultater. Glad fordi jeg stortrives i klubben og på holdet, hvor jeg kan mærke en tryghed i de mennesker der er omkring mig, det gælder både i forhold til pigerne som er enormt søde og imødekommende, for trænerne, lederne og alle dem der står bag holdet”, lyder det fra Julie Scaglione, der bemærker, at trods de høje forventninger og krav der stilles i klubben, så er der også plads til at have det sjovt:

”Der bliver lyttet til de ønsker og drømme jeg har, samtidig med at jeg bliver udfordret både til træning og kamp af de dygtige folk der er på og omkring holdet. HIH har et unikt træningsmiljø som tilgodeser den enkelte, der er plads til udvikling, at lære – men også til sjov og grin. Jeg glæder mig til fremtiden i HIH-trøjen og er helt klar til at give alt hvad der skal til”.

Direktør for Herning-Ikast Håndbold, Daniel Grønhøj, er også glad for kontraktforlængelsen, og pointerer, at man fra klubbens side har fuld fokus på, at Julie stadig er en ung spiller, som skal føres sikkert og roligt frem.

”Jeg er glad for at Julie i denne omgang har forlænget med Herning-Ikast Håndbold til 2023, hvor vi har haft en rigtig god dialog med Julie og hendes forældre fra starten. Julie har taget os alle med storm, og har været igennem en kolossal udvikling i den seneste periode, hvilket vi alle har kunnet se i hendes ligakampe. Vi er stadig meget bevidste om, at der skal passes på Julie, og der kommer til at være et stort fokus på hendes fysik, samt livet udenfor håndboldbanen. Jeg glæder mig til at følge Julie i HIH trøjen de næste år, og er overbevist om der venter mange store oplevelser sammen med hende fremover”