22.09.2021, 09:08 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Ingen klub uden frivillige – vil du med på holdet?

Der skal et stort setup til at afvikle en kamp i Bambusa Kvindeligaen, og uden frivillige kræfter ville det slet ikke kunne lade sig gøre.

Det er et stort setup at afvikle en kamp i Bambusa Kvindeligaen, og uden frivillige kræfter ville det slet ikke kunne lade sig gøre

Til en normal ligakamp er der et stort apparat der sættes i svingninger, og her har de frivillige hjælpere en stor rolle hver gang, både før, under og efter kampene i IBF Arena.

Vi har mange gode og hjælpsomme frivillige, der har et godt sammenhold og hygger sig i forbindelse med deres arbejde, som vi som klub sætter meget stor pris på. Lige nu mangler vi dog et par stykker til opgaver, både i forbindelse med kampene, men også til den daglige drift.

Vores tøjvasker af spillernes træningstøj har efter flere sæsoner valgt at stoppe, og derfor står vi nu og mangler en, der vil tage over her. Arbejdstiden ligger mellem 2-4 timer om ugen, og kan eventuelt deles mellem to personer, lige som at man selv bestemmer, hvornår man arbejder, så længe der er tøj til rådighed for spillerne.

Derudover kunne vi godt bruge et par hænder mere til vores lounge, hvor sponsorerne mødes før og under kampen, hvor der sørges for, at der er mad og drikkevare til alle samt efterfølgende oprydning. Der er i forvejen et stærkt og sammentømret hold til denne tjans, så du er i trygge hænder, og bliver sat grundigt ind i tingene.

”Vi sætter stor pris på de frivillige, som er helt uundværlige. Jeg vil sige det sådan, at vi kunne slet ikke drive en klub på det her niveau, uden vores gode korps af frivillige, der har et stærkt sammenhold og nyder at bakke op om det lokale håndboldhold”, fortæller Jonas Dyrborg, der er Administrationschef i Herning-Ikast Håndbold.

Har du fået lyst til at få flere informationer omkring det at være frivillig i klubben, så er du meget velkommen til at ringe til Jonas, som også er ham der har den primære kontakt til korpset af frivillige.

Jonas kan træffes på 5357 1391 eller jd@hihbold.dk