13.06.2022, 20:10 | Af: Ikast Håndbold | Foto: Hamistolen

Ikast Håndbold: Byens Hold

Herning-Ikast Håndbold skifter fra næste sæson navn til Ikast Håndbold og bygger videre på den store opbakning, der har været og fortsat er til håndbolden i det midtjyske. Navneskiftet blev offentliggjort til Ikast forenede sportsklubbers 50-års jubilæumsfest, moderklub til det kommende Ikast Håndbold og derfor med rigtig god synergi.

For det var ikke helt tilfældigt, at det nye navn netop blev afsløret til dette jubilæum. Ændringen kommer af den enorme opbakning, som klubben i mange år har oplevet, og nu er tiden kommet til at give noget tilbage til dem, der gør det muligt at være i toppen af dansk håndbold, fortæller Direktør Daniel Grønhøj. 

”Vi må erkende, at vi ikke kan undvære byens opbakning og dermed også opbakning fra de to klubber Ikast FS og Ikast KFUM. Derfor benyttede vi fejringen af 50 år med håndbold her i Ikast til at gå tilbage til rødderne, det det vi kom fra, fordi vi tror på, at det både udadtil og indadtil har den største værdig for os.” 

Ledelsen i klubben har valgt at navneskiftet skal ske netop nu i troen på, at samarbejdet i og omkring Ikast kan styrkes endnu mere. Her er opbakningen længe været god og stor, blandt andet fra de to moderklubber Ikast forenede Sportsklubber og Ikast KFUM. Men det skal også understreges, at selvom Herning nu ikke længere er en del af navnet, så forventer man bestemt at fastholde et godt samarbejde, fortæller bestyrelsesformand Lars Pedersen. 

”Med det nye koncept vælger vi på ingen måde Herning eller den øvrige del af Hammerum Herred og for den sags skyld Vestjylland fra. De er stadig en utrolig vigtig bestanddel af vores base, både tilskuermæssigt og økonomisk, og det skal de også være i fremtiden. Men vi har valgt vores nærmeste samarbejdspartnere i byen til, og vi håber også, at dette vil komme til at indebære, at vi i de kommende sæsoner kommer til at se endnu flere unge håndboldspillere og deres forældre i IBF Arena, når holdet spiller om titler og medaljer.” 

 

Historien er med i nyt setup

At man ønsker at styrke samarbejdet med de to moderklubber kommer også til syne i klubbens nye udtryk, hvor man samler alt det bedste fra de tre klubber; Herning-Ikast Håndbold, Ikast FS og Ikast KFUM i både logo og spillerdragter. Samtidig glæder klubbens ledelse sig også over det fortsatte samarbejde med idrætsskolerne i Ikast og friskolen Guldminen, som er med til at skabe helt unikke tilbud til håndboldglade børn, fortæller Daniel Grønhøj

”Både jeg og resten af ledelsen i klubben mener, at det her er den rigtige vej at gå for Ikast Håndbold. Vi er et rigtig godt sted lige nu, men vi skal forsat udvikle os og vi har store ambitioner for fremtiden, hvor vi ønsker at knytte endnu tættere bånd til håndboldklubberne og idrætsskolerne i byen. Derfor kommer vi også til at spille i gul på hjemmebane som Ikast FS, mens vi på udebane spiller i de hvide Ikast KFUM-farver.”

Med klubfarverne fra byens klubber repræsenteret i hjemme og udebanesættet, det gamle stjernelogo fra Ikast forenede Sportsklubber og enhjørningen som det forsættende element, glæder klubben sig til at bygge videre på et godt grundlag, siger Lars Pedersen. 

”Det resultat vi står med i Ikast i dag, overskud, tre bronzemedaljer, fem spillere på landsholdet, er et resultat af mange bække - både små og store og nogle midt imellem. Den opbakning vi har fra tilhængere og ikke mindst Ikasts erhvervsliv er enorm, men vi skal have baglandet endnu mere med og ser derfor også positivt på fremtiden.”