31.12.2021, 10:10 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

HIH-direktør godt tilfreds med 2021

I dag er sidste dag i 2021, og i den forbindelse tager vi et tilbageblik på året der nu snart er gået sammen med direktøren for Herning-Ikast Håndbold, Daniel Grønhøj.

Han kan se tilbage på et år, hvor det både sportsligt og økonomisk er gået ganske godt, og hvor målsætningerne er blevet indfriet til fulde, endda i en periode, hvor vi er blevet udfordret af diverse Corona-restriktioner.

”Samlet set må vi sige, at 2021 har været et ganske godt år, både når vi kigger på det sportslige og det økonomiske. Vi indfriede vores målsætninger rent sportsligt med Final4 i både Santander Cup og EHF European League samt en bronzemedalje i Bambusa Kvindeligaen. Vi manglede lige de sidste marginaler i alle tre turneringer i forhold til at kæmpe med om guldet, men jeg synes bestemt vi kan være fint tilfredse med præstationer inden for stregerne”, fastslår Daniel Grønhøj.

Også den økonomiske del har været tilfredsstillende, og i stedet for røde tal på bundlinjen står der nu sorte, og det glæder naturligvis direktøren, at det målrettede arbejde gennem flere år nu bærer frugt.

”Jeg er virkelig glad og stolt over, at vi kan fremvise sorte tal i årsregnskabet, hvilket er første gang i klubbens historie at det lykkes, og tilmed er regnskabet gået over en million kroner frem siden sidste regnskab. Med tanke på, at vi er i skarp konkurrence med mange andre rundt omkring os, og har været underlagt Corona-restriktioner i store dele af året, så kan vi ikke være andet end stolte over resultatet”, siger han og tilføjer:

”Nu skal vi holde fast og fortsætte den positive kurve, og det tyder alt også på at vi gør. Vi har et stærkt sponsornetværk, som i den grad bakker os op, og som har været enormt forstående over for den situation vi har været og stadig er i. Vi har formået at fortsætte udviklingen af vores set-up, så vi fortsætter med at tiltrække nye og stærke sponsorer, samtidig med at vi fastholder dem vi i forvejen har, hvilket fortæller mig, at vi har et stærkt produkt”

 

2022 starter ud som 2021

Det kan godt være, at vi i morgen skriver 2022 i kalenderen, men vidste man ikke bedre, skulle man næsten tro, at vi ikke var kommet videre siden sidste år. I hvert fald starter året ud, præcis som 2021 startede ud, nemlig med restriktioner og tomme håndboldhaller landet over. 

”Det er trist at vi igen skal spille i en tom IBF Arena, efter et efterår, hvor vi har oplevet en flot tilskuerfremgang, og hvor vi var tilbage til tiden før marts 2020. Indtil videre er restriktioner sat til 17. januar, og det forholder vi os til lige nu, men jeg kan da godt frygte, at det bliver forlænget, og så har vi en ny situation. Vi arbejder ufortrødent videre, og har fuld fokus på at klare det så godt som muligt på de parametre som vi selv kan påvirke. Vi står over for europæisk håndbold, vi er klar til Santander Final4 til februar, og så skal vi gerne i semifinalerne i Bambusa Kvindeligaen, og så må vi se, hvor meget metal vi kan sætte i skabet, når det hele er gjort op”