17.02.2022, 11:46 | Af: Jonas Dyrborg | Foto: Herning-Ikast Håndbold

Herning-Ikast Håndbold indleder samarbejde med Flexfabrikken

I Herning-Ikast er både sammenhold og fællesskab vigtige komponenter dagligdagen såvel som i den måde vi gerne vil agere som aktør i lokalsamfundet. Som byens håndboldklub og samlingspunkt for rigtig mange mennesker vil vi gerne favne bredt og gøre en positiv forskel for alle der kommer i klubben.

På den baggrund er vi gennem Divisionsforeningen med i et samarbejde med Flexfabrikken. Flexfabrikken faciliterer kurser og andre forløb for unge mennesker, der af forskellige grunde ikke er på arbejdsmarkedet. Det gør de med henblik på at få de unge mennesker i arbejde, og give dem bedre forudsætninger for at skabe det liv de ønsker. 

Vi har haft møde med Flexfabrikkens personale, og sammen har vi nu igangsat en proces, hvor vi forhåbentlig kan være med til at gøre en forskel for de unge i Ikast-Brande Kommune.