04.03.2022, 13:04 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Herning-Ikast Håndbold blandt de mest profilerede klubber i Danmark

2021 var igen et godt år for Herning-Ikast Håndbold, og kigger man på medieomtale, så var det også her et godt år. Omregnet til kroner og øre, fik vi omtale for 211 millioner kroner i 2021.

Divisionsforeningen og Infomedia, der er et medieanalyseinstitut, har netop offentliggjort en stor rapport for 2021 over mediedækningen af landets bedste klubber i HTH Ligaen og Bambusa Kvindeligaen. Her indtager vi en fornem 8. plads på listen der viser omtalen af de 29. klubber i landets to bedste håndboldrækker. Vi er blandt andet placeret foran klubber som Skjern Håndbold og KIF Kolding, og blandt de fire mest profilerede klubber i Bambusa Kvindeligaen, hvor Odense og Esbjerg, præcis som på banen, er en smule foran lige nu.

Kigger man på mediedækningen i diverse medier omregnet til kroner, så har Herning-Ikast Håndbold fået medieomtale for 211 millioner kroner i 2021. En stor del af omtalen skyldes den flotte dækning vi får af Herning Folkeblad og deres medier, men også omtale fra andre landsdækkende medier, både TV, radio og skrevne medier, tæller positivt med i fortællingen om de fine tal.

"Vi er enormt stolte over vores placering, og arbejder hele tiden på, at gøre det så attraktivt som muligt for vores samarbejdspartnere, at være en del af klubben. Tallene i rapporten viser med al tydelighed, at vi er en klub med et stærkt brand, ikke bare lokalt, men også nationalt. Det betyder meget for os, at vi kan være med til at eksponere vores samarbejdspartnere på mange forskellige platforme, hvilket rapporten tydeligt fortæller", lyder det fra Daniel Grønhøj, direktør for Herning-Ikast Håndbold.

Også på de sociale medier når vi langt ud, og er repræsenteret på fire platforme her, senest med TikTok som nyeste skud på stammen, som vi forventer os meget af, især i forhold til det yngre segment, der allerede har taget godt imod os på den, for os, nye platform.