28.05.2021, 07:43 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

FysioDanmark Ikast og HIH fortsætter samarbejdet to år mere

I de seneste sæsoner er det FysioDanmark Ikast der har sørget for, at spillerne har kunnet yde det maksimale på banen med professionel behandling og træning, både før, under og efter kampene.

FysioDanmark Ikast og Herning-Ikast Håndbold har nu forlænget den aftale, således at den gælder for to år mere, hvilket glæder holdets træner, Kasper Christensen.

"Vi som klub er meget tilfredse med FysioDanmark Ikast og den måde de er på. Det er topprofessionelt hele vejen igennem, og man er i yderst trygge og kompetente hænder med dem. Christian Bo, der primært er tilknyttet, passer også rigtig godt ind socialt, hvilket også har stor betydning, så jeg er glad for, at samarbejdet fortsætter"

Også fra FysioDanmark Ikasts side er der tilfredshed med det fortsatte samarbejde, hvor de ser frem til det fortsatte arbejde, både med fysioterapi og træning.

”Vi i FysioDanmark Ikast glæder os meget over forlængelsen med Herning Ikast Håndbold. Vi ser frem til fortsat at levere de bedste rammer indenfor sportsfysioterapi og fysisk træning for klubbens spillere, så vi sammen kan indfri klubbens store mål og ambitioner”, lyder det fra Thomas Bay, der er partner i FysioDanmark.

Det er Christian Bo Poulsen fra FysioDanmark Ikast der står for fysioterapien og træning, og efter de første tre år i klubben, glæder han sig over, at han også i de kommende to sæsoner, er at finde i IBF Arena.

"Jeg har været super glad for mine 3 år og ser frem til yderligere 2 år sammen med Herning-Ikast Håndbold. Jeg synes spillerne, trænere, ledere og administrationen er topprofessionelle og så er det en klub med ambitioner og det er jeg stolt af at være en del af".