01.08.2021, 11:21 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Få det sportslige overblik

Gennem sæsonen vil vi i hvert nyhedsbrev, plukke reaktioner fra spillere og trænere fra de forgangne kampe, som gerne skulle være med til at give et hurtigt overblik over, hvordan vi sportsligt har præsteret siden sidst.

En ny og spændende sæson er fløjtet i gang, og siden sidste nyhedsbrev, har vi spillet tre kampe. En i Santander Cup og to i Bambusa Kvindeligaen.

Fredag den 27. august var vi i Dalum, en forstad til Odense, hvor vi mødte DHG Odense i 1/8 finalen i Santander Cup. DHG spiller i 1. division, så på forhånd lignede det en kamp, hvor en sejr burde være tæt på en selvfølge. Spændingen blev også hurtigt taget ud af kampen, og efterfølgende fortalte Kasper Christensen følgende efter sejren på 26-18:

”DHG spillede klogt og formåede at trække tempoet ud af kampen, hvilket gjorde at det blev en kamp, med meget få angreb på et meget langsomt niveau, hvilket dommerne desværre tillod. Vores effektivitet var ikke alt for god, og når man så har få angreb til rådighed, så bliver det lidt en kamp på det jævne. Forsvaret så godt ud, mens angrebsspillet ikke hele vejen sad i skabet. Vi er videre, og det var det vigtigste”, fastslog Kasper efter kampen.

Da august blev til september, mødte vi i sæsonpremieren på Bambusa Kvindeligaen Aarhus United i Aarhus Stadionhal. Mens det så lidt svært ud i 1. halvleg i en tætpakket Stadionhal i Aarhus, så kom vi flyvende ud efter pausen, og satte tingene på plads med en 26-18 sejr til følge

”Nogen gange glæder man sig så meget, at det næsten bliver for meget, og det var nok tilfældet for os i 1. halvleg, hvor vi bliver for ivrige i stedet for lige at slå bolden i jorden. Vi spiller jo godt, men brænder alt for meget. For mit eget vedkommende, så var det rart at være tilbage, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har glædet mig så meget til en hverdagsaften-kamp i Aarhus, som jeg gjorde denne gang, og så var det jo bare fedt, at det gik så godt, som det gjorde", fortalte en glad Sarah Iversen, der netop er kommet tilbage efter graviditet og barsel.

I lørdags kunne vi så endelig byde velkommen til både sponsorer og fans i IBF Arena til en sæson, der forhåbentlig kommer til at minde om en helt normal en af slagsen. Horsens Håndbold Elite var på besøg i hjemmebanepremieren, og da de havde formået at slå os i en træningskamp tæt på sæsonstart, så var intet givet på forhånd. Horsens spillede frisk og hårdt, og gav os store problemer i 1. halvleg, mens vi efter pausen fik vist vores store bredde og kørte en sikker sejr hjem på 30-23.

"Forsvarsmæssigt var vi bestemt ikke tilfredse med første del af kamen, hvor vi lukker alt for mange mål ind og taber alt for mange dueller. Heldigvis får vi vendt det til 2. halvleg, som vi er meget tilfredse med, hvor vi får vist de kvaliteter der er på holdet. Det var rart at spille på hjemmebane igen, og have tilskuere på tribunerne, og så må vi jo bare sige, at to sejre i to kampe er godkendt og en perfekt måde at starte sæsonen på", kom det fra en glad Stine Skogrand, der med ni mål blev kampens topscorer og efterfølgende blev hun fortjent kåret til kampens spiller.