22.09.2021, 10:36 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen Photography

Emma Friis: Det er det jeg har gået og drømt om

I sidste uge blev Emma Friis og Simone Petersen udtaget til landsholdet, der til oktober skal spille to kvalifikationskampe, hvor det gælder næste års EM. Først mod Østrig i Forum Horsens, og efterfølgende mod Færøerne i Tórshavn.

Det er anden gang, at Emma Friis bliver udtaget, og for hende er det drøm der er gået i opfyldelse, og hun betragter det som noget af det største hidtil i hendes karriere.

”Det er kæmpe stort. Det er det, jeg har gået og drømt om i rigtig lang tid, så det er en kæmpe cadeau og jeg er virkelig stolt over det”, fortæller Emma Friis

De to kampe i starten af oktober, er sidste gang landsholdet mødes inden det går løs til VM i december, så der er meget på spil denne gang, hvor en god præstation, kan være med til at sikre en plads på VM-holdet.

”I og med, at der kun er den her samling inden VM til december, så betyder det jo noget, at blive udtaget denne gang, og det er jo mega fedt at det går den vej, men selvom at jeg er udtaget, så kan der stadig ske en masse på kort tid, så jeg tør ikke håbe for meget”

Emma Friis var første gang med på landsholdet i marts, og var også udtaget til den efterfølgende samling, hvor hun desværre fik en knæskade op til, så udtagelsen denne gang er hendes anden samling med landsholdet.

”A-landsholdet er bare det ypperste, hvor U-landsholdet også er fedt, men jo mere en smagsprøve på det der venter senere. Alt foregår på et højere niveau, og dem der er med, er jo blandt de bedste i verden, så det er fedt. Det kan godt føles lidt uvirkeligt, at man pludselig selv er så god, at man kan være med, men jeg er sindssyg glad og stolt over det”, konstaterer Emma Friis, der sammen med Simone Petersen slutter sig til landsholdet i starten af oktober.