01.09.2021, 10:55 | Af: Jonas Hooge | Foto: Herning-Ikast Håndbold

Andelskassen cementerer den lokale forankring i Herning-Ikast Håndbold

Andelskassen i Ikast har gennem flere år været en vigtig samarbejdspartner i Herning-Ikast Håndbold, og i denne sæson cementeres det samarbejde, da Andelskassen øger sit engagement i klubben til Guldpartner.

Andelskassen har ligget i Ikast siden 1998, og er vokset fra fire medarbejdere til nu at have 12 ansatte i filialen på Strøget i Ikast, og har netop fået en afdeling i Herning.

”Vi har for nyligt åbnet en afdeling i Herning, og det passer jo ind i en fin tråd med Herning-Ikast Håndbold. Vi vil gerne være lokalt forankret og prøver at bakke op alt det vi kan, og vi er i en situation, hvor vi har ressourcerne til det, så derfor giver det rigtig god mening at øge sponsoratet. De fleste byer har noget som er hjerteblod for dem, og i Ikast er det i høj grad håndbold, der er samlende for byen, så det er et naturligt sted at bakke op”, fortæller Ann Merete Kongensgaard, der er centerdirektør i Andelskassen Ikast og fortsætter:

”Vi føler også, at vi som virksomhed får noget igen kommercielt, så det er et samarbejde, som begge parter har noget ud af. Andelskassen får stor synlighed, og er en del af et stærkt erhvervsnetværk, hvor det er muligt at lave forretning, hvilket gør det attraktivt for os at være med som Guldpartner”

Daniel Grønhøj, der er direktør i Herning-Ikast Håndbold, er naturligvis glad for, at Andelskassen har øget sit engagement i klubben, og han ser frem til et endnu tættere samarbejde.

”Vi har gennem lang tid haft en god relation til Andelskassen, så det betyder da rigtig meget, at de nu vælger at bliver Guldpartner. Vi er stolte over at have Andelskassen med, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe dem med at udvikle sig. Jeg ved, vi har et stærkt brand, så jeg er sikker på, at vi kan hjælpe dem med at vinde markedsandele i Ikast og Herning, både i form af lokal og national eksponering. Vi er et godt lokalt match”, konstaterer Daniel Grønhøj.