Hjemmesiden bruger cookies. De er ufarlige og bruges til bl.a. anonym trafikmåling. Ved at bruge vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies OK
03.11.2018, 21:49 | Af: Jan Skjødt Østergaard Pedersen | Foto: Hamistolen Photography
Lørdag aften sikrede HIH’erne sig deres tredje ligasejr på stribe.
Tredje ligasejr i træk blev lørdag aften en realitet, da Herning-Ikast Håndbold tørnede sammen med TTH Holstebro i 12. spillerunde i HTH Ligaen.
Foran 1089 fremmødte tilskuere i IBF Arena kunne Kristian Kristensens tropper bryde ud i jubel efter, at de gæstende vestjyder var besejret med 27-26.
Gæsterne fra TTH Holstebro bød ellers, i den grad, de lokale enhjørninge op til dans gennem hele opgøret.
Især i første halvleg bed TTH’erne fra sig og var efter 20 minutters spil af kampen foran med 6-10. Hjemmeholdet fik dog sluttet godt af inden pausen, og kunne gå til omklædningsrummet bagud med en enkelt pind 12-13.
Det flotte spil inden pausen fortsatte ind i starten af de sidste 30 minutter, hvor HIH’erne bragede bolden i netmaskerne hele 10 gange på knap et kvarter.
Med seks minutter tilbage af opgøret scorede Helene Fauske sit andet mål og bragte hjemmeholdet foran med 25-22.
HIH’erne kunne efter 60 minutters spil kaste sig i armene på hinanden efter, at det lykkedes dem at hente den niende ligakamp i træk uden nederlag.
Sejren sender Herning-Ikast Håndbold op på tredjepladsen i HTH Ligaen med 18 point - samme pointantal som de forsvarende danske mestre fra København Håndbold på andenpladsen.
Inden aftenens opgør blev Emma Friis hædret som oktober måneds ALPI Fighter - vi ønsker Emma et stort tillykke med titlen.
Næste opgave for HIH’erne er allerede på tirsdag, hvor de på udebane krydser klinger med Nykøbing Falster Håndboldklub.
Kampen i tal: Herning-Ikast Håndbold - TTH Holstebro 27-26 (12-13)
Herning-Ikast Håndbold: Louise Burgaard 6, Sarah Iversen 5, Trine Troelsen 4, Emma Friis 3, Anne Mette Pedersen 3, Helene Fauske 3, Sabine Englert 1, Annika Jakobsen 1 og Tonje Løseth 1.
TTH Holstebro: Inger Smits 5, Emilie Bertelsen 5, Kaja Kamp 5, Lærke Christensen 4, Mathilde Hylleberg 3, Line Frandsen 2, Lynn Knippenborg 1 og Sarah Stougaard 1.
Stillinger undervejs: 3-2, 4-7, 6-10, 10-12, 12-13, 15-14, 18-18, 22-19, 25-23, 27-26
Udvisninger:
Herning-Ikast Håndbold: 3
TTH Holstebro: 4
Tilskuere: 1089 i IBF Arena