Hjemmesiden bruger cookies. De er ufarlige og bruges til bl.a. anonym trafikmåling. Ved at bruge vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies OK
16.10.2017, 11:38 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Kenneth Rosenkilde
Der venter, med cheftrænerens ord, en svær udebanekamp, når hunulvene tørner sammen med Silkeborg-Voel
Tirsdag aften bliver der fløjtet op til lokalopgør, når FCM Håndbold gæster Silkeborg-Voel i JYSK Arena. Hunulvene kommer oven på en vigtig Champions League-sejr over Rostov-Don, men det betyder ikke, at holdet tager let på kampen i Silkeborg – tværtimod.
- Det bliver en svær udebanekamp. Det gælder om at fastholde den fysisk, som vi lægger i de internationale kampe, og som vi også så mod København Håndbold i sidste uge, siger Kristian Kristensen.
Silkeborg har haft en svær start på sæsonen og placerer sig på ligaens 9. plads, men tabellen er fortsat tæt, og FCM-træneren råber vagt i gevær.
- Silkeborg-Voel har gjort det godt, og det er primært fordi, de er presset på skader, at de ikke har fået flere point. Deres nederlag har været meget små, siger Kristian Kristensen og uddyber.
- De er et hurtigt spillende hold og teknisk dygtige, men vi skal kunne presse dem på fysikken.
Tirsdagens modstander har, ligesom FCM’erne, et tæt kampprogram som følge af deltagelse i EHF Cuppen. Lørdag vandt de grønblusede et vigtigt opgør på hjemmebane mod franske E.S Besancon Feminin.
Kampen mellem Silkeborg-Voel og FCM Håndbold fløjtes i gang i morgen, d. 17. oktober, kl. 18.30 i JYSK Arena.