31.01.2022, 11:09 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

På norsk lynvisit mandag aften

Mandag aften står den på europæisk håndbold, når vi på udebane skal forsøge at få den tredje sejr i EHF European League, når vi møder norske Storhamar.

Lørdag eftermiddag spillede vi mod Viborg, og allerede mindre end et døgn senere gik turen så nordpå med fly til Norge, hvor vi ankom sidst på eftermiddagen. I aften står den så på kamp, hvorefter vi tager hjem igen i morgen, for at lade batterierne op til onsdag, hvor vi skal en tur til Odense, for at møde topholdet Odense Håndbold.

"Det er et hårdt program, men for mig er det vigtigt, ikke at have så meget fokus på, at kampene kommer tæt lige for tiden. Vi skal gå på banen og forsøge at gøre det vi er gode til, fordi vi har jo ikke nogen indflydelse på kampprogrammet, så vi skal fokusere på det, vi selv har indflydelse på", konstatere Sonja Frey før mandagens kamp, og hun bakkes op af Kasper Christensen, der er sikker på, at holdet nok skal finde energi til de mange kampe.

"Det er et hardcore program lige nu, men med 11 sejre i træk og mange gode præstationer, så tror jeg egentlig, at vi nok skal finde energien. Der er også spillere der skal i kamp, der ikke har spillet så meget de seneste to kampe, så vi må se, om vi ikke kan få fordelt kræfterne", lyder det fra cheftræneren.

Kampen starter klokken 19 og kan ses på TV3 Sport. På lørdag kan du opleve Storhamar live i IBF Arena, når vi mødes i returopgøret. Det er klokken 16, og den kamp kan der købes billetter til via vores billetsystem på hjemmesiden.