13.11.2021, 21:59 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

"Over to kampe bør vi være bedst"

Søndag eftermiddag klokken 16 møder vi MTK Budapest i Ungarn, hvor det gælder den første af to kampe om at kvalificere sig til EHF European League.

MTK Budapest hører til i sub-toppen i den ungarnske liga, og er bestemt et hold som kan komme til at volde os problemer, men Kasper Christensen vurderer forud for den første kamp, at vi over to kampe bør være det bedste hold.

"Vi skal møde et offensivt indstillet hold, der har gode skytter som vi skal have fokus på, og så vil de gerne have bolden ind til deres stregspillere. Det er bestemt et godt hold, og de spiller lidt atypisk i forhold til, hvad vi er vant til med nordiske hold, men set over to kampe bør vi være bedst, hvis vi spiller på det niveau, vi ved vi kan spille på", lyder det fra Kasper Christensen, der lørdag middag begav sig ud på turen mod Budapest.

Sammen med sig har han truppen der spillede i onsdags mod Skanderborg, og dermed er alle mand klar til søndagens vigtige kamp, der gerne skulle sikre os et godt udgangspunkt, før returkampen på lørdag klokken 14 i IBF Arena.