14.05.2022, 09:19 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Kasper C: Viborg kommer til at ræse Baia Mare over

Klokken 15.30 spiller vi mod Bietigheim i EHF Finals i Viborg, og klokken 18 spiller Viborg HK mod rumænske Baia Mare i den anden semifinale.

Et af de to hold kommer vi til at møde i morgen, forhåbentlig i en finale, så vi spurgte vores cheftræner, Kasper Christensen, om hans umiddelbare vurdering af Viborg HK og Baia Mare, og her var udmeldingen ret klar.

"Viborg kommer til at ræse Baia Mare over i deres semifinale, det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg er sikker på, at Viborg både får en sikker sejr, og mulighed for at spare nogle ressourcer i lørdagens kamp mod rumænerne, der ligner det klart svageste hold i weekenden, selvom det stadig er et fint hold. De har en del profiler, men omvendt er det også et hold, der har tabt til Valcea et par gange i denne sæson, som både vi og Viborg har slået ganske sikkert. Så vinder vi over Bietigheim, så venter der med stor sandsynlighed en ren dansk finale i morgen", vurderer Kasper Christensen, forud for dagens kampe.

Han vurderer samtidig, at Viborg, qua deres hjemmebanefordel, er svag favorit til at vinde EHF Finals, men at det også godt kan vise sig at være en marginal fordel for enten os eller Bietigheim, at vi spiller nogle timer tidligere i dag.

"Jeg vil mene, at Viborg har en lille fordel af at spille på hjemmebane og dermed også er svag favorit til den samlede sejr i morgen. Vi har så en lille fordel i forhold til restitution efter kampen, at vi har den tidlige kamp, hvilket gør, at vi hurtigt kan komme på hotellet og få aftensmad, slappet af og få pulsen ned inden vi skal sove, mens det for Viborg og Baia Mare bliver noget senere. Det er på ingen måder altafgørende, og vi er ude i de meget små procenter, men vi tager det hele med", konstaterer cheftræneren.

Der er stadig billetter til salg til stævnet, både til i dag og i morgen på Viborg HKs hjemmeside.