26.03.2022, 19:14 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Iversen: Vi skal ikke være de søde piger fra Danmark

Søndag eftermiddag spiller vi den første af to kvartfinaler i EHF European Leagur med Raminicu Valcea fra Rumænien, og vi starter ud på udebane.

Det er altid specielt at spille på en europæisk udebane, og der venter en svær kamp mod det tidligere storhold Raminicu Valcea, hvor vi må forvente en markant lydkulisse fra hjemmepublikummet, der i den grad lever sig ind i kampene. Det er et rutineret mandskab vi skal op imod, der blandt andet gav Viborg HK kamp til stregen i gruppespillet, og så har de, i følge Sarah Iversen, en tendens til at reagere mere voldsomt, end vi er vant til fra den danske liga.

"Vi har talt meget om, at vi skal ikke lade os frustrere af, at dommerne måske kommer til at hoppe på, at de spiller på, at man har ramt en i hovedet, hvilket man måske ikke har, men det er sådan det kommer til at være, fordi sådan er det på de breddegrader. Vi skal være nogle svin selv, vi skal ikke være de søde piger fra Danmark, og hvis vi skal skrige lidt ekstra, så er det det vi gør, og dommerne skal i hvert fald ikke være i tvivl, når vi bliver ramt", konstaterer Sarah Iversen, der sammen med resten af truppen tog mod Rumænien lørdag formiddag, med ankomst lørdag aften.

Så der skal spilles med musklerne søndag eftermiddag, og det er Sarah og Co. helt indforstået med, og stregspilleren ser frem til opgøret mod Valcea.

"Det kommer helt af sig selv, at vi kommer til at spille lidt mere med musklerne, fordi der er en anden tænding når vi er afsted på de her ture, og jeg er sikker på, at vi nok skal finde noget ekstra frem søndag eftermiddag. Jeg ved ikke om man bliver en anden, men indrømmet, så bliver jeg nok et lidt større svin til de her kampe, og jeg har da tænkt mig at give den alt, hvad den kan trække. Jeg ved godt, hvad der venter os, jeg har været i Valcea før, og jeg glæder mig til det. Der bliver uden tvivl drøn på tilskuerne med mænd i bare maver, og en masse tilråb, hvor det nok er meget godt, at vi ikke forstår, hvad de siger, men det er jo bare med til at tænde op under motivationen, og det er jo en helt anden stemning, end vi er vant til fra de danske haller, og det er meget fedt at opleve", lyder det med et grin fra Sarah Iversen.

Kampen starter klokken 14.00 og kan ses på TV3 Sport.