07.04.2022, 20:02 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

"Ikke vores ønskelodtrækning"

Torsdag eftermiddag blev der trukket lod til semifinalerne i EHF European League, og op af bowlen i EHFs hovedkvarter i Wien kom tyske Bietigheim. Stævnet afvikles 14-15. maj i Vibocold Arena.

Bietigheim, der tidligere blev trænet af Martin Albertsen, og blandt andet har Trine Østergaard og Stine Jørgensen på holdkortet, kom lige som os selv, ubesejret igennem deres pulje, og ligner umiddelbart en svær modstander i semifinalen.

"Bietigheim er bestemt ikke vores ønskelodtrækning, da det er de største favoritter til titlen og et hold med stor international rutine. Tilmed spiller vi den sene kamp om lørdagen, så lodtrækningsheldet tilsmilede os ikke", lyder den første reaktion på dagens lodtrækning fra cheftræner Kasper Christensen.

Finalestævnet skal spilles i Vibocold Arena i Viborg, og dermed skal vi ikke rejse særligt langt, lige som at der burde være en god chance for fin opbakning på lægterne til os, hvilket Kasper ser som en fordel. Samtidig konstaterer han også, at vi selv er et hold med europæisk topniveau, og ofte har gjort ondt på hold i den europæiske top.

"Vi tror på egne evner, og vi ved at vi kan gøre ondt på mange hold i den absolutte europæiske top og vi håber at en lille hjemmebane i Viborg kan bære os frem til en mulig ren dansk finale mod Viborg HK".

Netop Viborg HK spiller den anden semifinale mod Baia Mare, som vi tabte til sidste år i Rumænien. Billetsalget åbner op efter påske, hvilket vi fortæller meget mere om på dette tidspunkt.