25.11.2021, 11:30 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen Photography

Fornuftig lodtrækning til EHF European League

Her til formiddag er der trukket lod til gruppespillet i EHF European League, og her kom der flere interessante hold op af bowlen i vores gruppe.

Vi kom i Gruppe C med følgende hold: Lada Togliatti fra Rusland, Magura Cisnadie fra Rumænien samt norske Storhammar. En gruppe, hvor muligheden for at gå videre fra bestemt er realistisk for os, og direktør Daniel Grønhøj ser da også fortrøstningsfuldt på lodtrækningen.

"Det er en svær pulje, lige umiddelbart, men også en pulje, hvor vi bør have fine chancer for at gå videre fra. Vi trækker endnu engang Lada fra Rusland, hvilket er lidt ærgerligt set i forhold til den lange rejse holdet skal ud på. Det er et godt hold, men også et hold som vi så sent som i april slog. Vi får også en lang tur til Rumænien, men det var næsten uundgåeligt at at undgå et hold derfra, da der var tre hold med i lodtrækningen fra Rumænien. Storhammar er umiddelbart en god modstander for os, og forholdsvis tæt på, så kan vi levere på det niveau vi ved vi besidder, bør vi have gode forudsætninger for at gå videre til kvartfinalerne"

Kampene er endnu ikke fastlagt, men er programsat til at skulle afvikles fra 8. januar til 20. februar 2022. Første kamp for vores vedkommende er på udebane mod Lada, enten 8. eller 9. januar. Mere info følger, når datoerne er endeligt klar.