12.02.2022, 17:25 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Førstepladsen sikret med sejr over Lada

Før dagens kamp mod Lada, var vi allerede sikret videre deltagelse i EHF European League, og kunne med bare uafgjort sikre os førstepladsen i puljen. Vi tog begge point med en sikker sejr på 34-27 efter 16-16 ved pausen.

At Lada er et hold der godt kan spille håndbold på topniveau fik vi allerede set i første opgør mod det russiske hold, og i dag var ingen undtagelse. De kom ud af startblokken med fuld fart, og lagde et stort tryk på vores forsvar, og formåede at holde presset gennem hele 1. halvleg, hvilket gav en målrig kamp, hvor begge forsvar kom til at stå lidt for fladt. Det gav gode betingelser til skytterne, men også stregspillerne havde fine forhold, hvilket desværre var i begge ender af banen. I de perioder, hvor vi fik gang i vores kontrafase formåede vi at overløbe russerne, og flere gange fik vi også to-måls føringer, men Lada formåede hver gang at komme tilbage.

Vi var uden begge vores højre fløje og Tyra Axnér, mens det igen var Daniel Grønhøj der indtog trænerbænken, i fraværet af Kasper Christensen og Anders Friis der begge har corona. På højre fløj var der europæisk debut til Caroline Søgaard, der delte spilletiden med Naja Nissen.

Ingen af målmændene fik for alvor fat i skud, og derfor blev det en helt lige halvleg, som endte 16-16.

Efter pausen var det fortsat tæt, dog med os en smule mere i teten, blandt andet takket være fine redninger fra Jessica Ryde, der havde afløst Sabine Englert i målet. Vi fik skabt et mindre forspring, men vi skulle et godt stykke ind i 2. halvleg, før vi kom på +tre ved 26-23, og netop på dette tidspunkt virkede det som om, at russerne var ved at være lidt møre.

Vi formåede at holde dampen oppe, og kunne derfor køre endnu en sejr i hus, og er nu sikre på at slutte på førstepladsen i puljen.

Emma Friis blev kåret til kampens spiller.