09.03.2022, 22:06 | Af: Jonas Hooge | Foto: Erik Laursen

Vildt comeback var tæt på at vende kampen på hovedet

Det der længe lignede en sikker sejr til Team Esbjerg, blev pludselig en særdeles tæt kamp, og med lidt mere held i posen, havde vi taget mindst det ene point med hjem. I stedet vandt Team Esbjerg med 33-31 efter 19-13 ved pausen.

Vi fik en mildt sagt skidt start på kampen, hvor Esbjerg fik bragt sig foran 5-0, før vi fik reduceret efter fire minutter til 5-1. Esbjergenserne knoklede på, og udbyggede føringen, så det midtvejs i halvlegen stod 12-4 og lidt senere 13-5 til hjemmeholdet. Angrebsmæssigt så det egentligt fint ud, vi brændte bare for meget og var uheldige i flere situationer, mens det store problem var i forsvaret, hvor vi ikke fik tacklet igennem og gav Jessica Ryde svære arbejdsbetingelser.

"Vi laver desværre for mange fejl og brænder et par store chancer i starten af kampen, samtidig med at Esbjerg starter utroligt skarpt på deres afslutninger. Den forfærdelige start slider vi med hele kampen, men jeg er imponeret af hvordan pigerne evnede at holde fast i vores koncept og fokusere på den næste aktion", lyder det fra Kasper Christensen efter kampen i Blue Water Dokken.

Ved pausen stod det 19-13, og det lignede på dette tidspunkt ikke, at vi havde de store chancer for at få point med hjem. Efter pausen fik vi til gengæld, præcis som det var tilfældet i semifinalen i Santander Final4, mere vind i sejlene, tacklingerne blev mere kontante, og Sabine Englert der var kommet på mål, hev den ene efter den anden flotte redning op af posen.

På fløjene var Naja Nissen og Cecilie Brandt i hopla, og de stod for henholdsvis 9 og 7 mål, mens især Naja Nissen også fik held til at stjæle flere bolde i anden halvleg. I løbet af halvlegen kom vi tættere og tættere på, og med præcis ni minutter igen udlignede Ingvild Bakkerud til 28-28. Nu havde vi for alvor en håndboldkamp, og Esbjerg var i den grad rystet.

Jesper Jensen tog fornuftigt en timeout, og fik samling på tropperne, og Esbjerg fik igen bragt sig foran med et enkelt mål, og tættere på kom vi desværre ikke. Men stor ros for fight og tro på tingene til hele holdet, og som viste nogle takter der kan bringe os langt, når vi kommer ind i slutspillet, vi fik vist, at Esbjerg kan rystes og, hvem ved, hvad en bedre start kunne have ført med sig.

"Vores 7:6 spil var skarpt og jeg er også godt tilfreds med vores defensiv i de sidste 40 minutter af kampen. Imponerende indhop af Naja Nissen der var med til at give os energi og nogle lette kontramål via fantastisk godt forsvarsspil", fastslår cheftræneren.

Næste kamp er allerede på fredag, hvor vi møder JAI i Santander Cup i Annexhallen i Aarhus.