10.05.2022, 22:43 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Vi rammer en helstøbt præstation

Vi tog naturligvis til Odense med troen på, at vi godt kunne slå de danske mestre, men at vi så gjorde det så eftertrykkeligt, det var nok mere end vi for alvor havde turde håbe på.

Sejren lød på 31-24, grundlagt på solidt spil i første halvleg, hvor vi kunne gå til pause foran 16-14, mens vi efter pausen i den grad trykkede gaspedalen i bund, og sendte Odense Håndbold til tælling, forud for næste onsdags returopgør i IBF Arena. Det var da også en glad Kasper Christensen, der efter kampen gjorde status.

"Vi tog selvfølgelig til Sydbank Arena med den tro, at vi kunne spille lige op med Odense, og at sejren bestemt var inden for rækkevidde, men vi havde på ingen måder tænkt, at vi kunne vinde med syv mål. Vi har før vist, at vi godt kan slå de bedste i Danmark, og i dag må man sige, at vi rammer en helstøbt præstation, mens Odense måske rammer noget, der er lidt under vanlig standard, og så gik det som det gjorde", lyder det fra cheftræneren efter kampen i Odense.

Han var tilfreds med indsatsen gennem hele kampen, og konstaterer, at holdet eksekverede på de aftaler der var indgået, blandt andet med en bundsolid defensiv.

"Vi har styr på kampen det meste af tiden, og det eneste vi måske lige mangler i første halvleg er redninger fra Jessica, der er tæt på mange gange, hvilket også er grunden til, at vi venter med at skifte hende ud. Så kommer Englert ind med en super præstation i anden halvleg, hvor vi får nogle gode redninger, der giver os et ekstra mentalt skub, så jeg synes faktisk ikke at der er så meget forskel på de to halvlege, ud over, at vi begynder at få nogle vigtige redninger der er med til at afgøre det"

Noget af det der også var særdeles positivt, set med vores briller, var, at vi spillede bredt i banen og fik afslutninger og scoringer fra alle positioner.

"Noget af det der gjorde, at vi fik bredt spillet så godt ud var, at Bakkerud fik åbnet forsvaret op i første halvleg, hvilket betød at Odenses forsvar skulle langt frem, og det gav dem problemer, som vi var gode til at udnytte ved at fordele tingene godt ud", konstaterer Kasper Christensen.