25.08.2021, 13:08 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Velkommen til endnu en spændende sæson

Så er vi ved at være klar til endnu en spændende sæson i Herning-Ikast Håndbold, og forhåbentlig bliver det en sæson, hvor vi kommer tilbage til normale forhold, og som det ser ud lige nu, så har vi en klar forhåbning om, at vi kan byde jer velkommen i IBF Arena som vi plejer.

Efter en tiltrængt sommerpause, hvor batterierne er blevet ladet op, både hos spillerne og i administrationen, er vi klar til en sæson, hvor vi igen har som klar målsætning at være med helt fremme i de turneringer som vi deltager i.

Vores primære fokus er naturligvis på Bambusa Kvindeligaen, men Santander Cup og forhåbentligt   EHF European League har også vores fulde fokus, og turneringer som vi går efter at vinde. Bambusa Kvindeligaen bliver igen i år en tæt og spændende liga, hvor vores konkurrenter ser skarpe ud, og ser ud til at være kommet styrket ud af transfervinduet.   

Vi kommer selv styrket ud til denne sæson, og har fået tilført kvalitet i bagkæden i form af to svenskere, Tyra Axnér og Emma Lindqvist samt østrigske Sonja Frey, som vi har hentet i Team Esbjerg. Ligeledes har vi fået Sarah Iversen tilbage efter graviditet og barsel, hvilket tilfører kvalitet til vores streg- og forsvarsspil, så jeg føler mig overbevist om, at vi både er styrket på bredden og kvaliteten. Det betyder helt naturligt, at vi også har et håb og forventning om, at vi i grundspillet ender i top-fire samt kvalificerer os til DM-semifinalerne. Vi fik bronzemedaljer i sidste sæson, og dem vil vi selvfølgelig gerne bytte ud med sølv eller guld.

I denne sæson præsenterer vi også et nyt tiltag, som mange af jer forhåbentlig vil tage godt imod, nemlig abonnement til vores hjemmekampe. For blot 49 kroner om måneden kan du komme til alle vores hjemmekampe i IBF Arena, så det bliver et prisvenligt alternativ til sæsonkortet. Du kan læse meget mere om dette på vores hjemmeside.

Til slut vil jeg ønske jer en god sæson, og jeg ser frem til at møde jer alle sammen i IBF Arena til en, forhåbentlig, coronafri sæson, hvor det meste er som før marts 2020.