10.04.2022, 21:36 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Topkamp ender med Esbjerg sejr

For fjerde gang i denne sæson mødte vi her til aften Team Esbjerg, og desværre gik det som i de tre foregående kampe, nemlig at Esbjerg trak det længste strå. I aften blev det en helt tæt affære, der endte 28-30 efter 13-16 ved pausen.

Vi har et eller andet med starten af kampen, når vi møder Team Esbjerg, fordi igen i dag fik vi en skrækkelig start, og inden vi fik set os om, så stod der 0-6! på måltavlen. Som i de tre andre opgør, fik vi dog hurtigt rystet den dårlige start af os, og fik spillet os godt ind i kampen, og med lidt held, var vi blot gået til pause bagud med to i stedet for de tre som det endte med.

Efter pausen fik vi en meget bedre start, blandt andet takket være Ingvild Bakkerud, der åbnede kampen op med flere langskudsperler, hvilket gav endnu mere plads til Simone Petersen og Sarah Iversens fremragende samspil, der gennem store dele af kampen, voldte Esbjerg problemer. Sarah Iversen blev fortjent kampens spiller, blandt andet efter ni scoringer på ni forsøg. Hun banker i den grad på til landsholdet med det spil, som hun leverer lige for tiden.

Vi kom helt op på siden af Esbjerg og såmænd også forbi med et enkelt, og således lå kampen og vippede det sidste kvarter, og med lidt mere kynisme og held, så havde vi som minimum fået det ene point med fra banen, og to havde såmænd heller ikke været ufortjent. I stedet endte det med en Esbjerg sejr, der var en tand skarpere til slut, og dermed er esbjergenserne gået i udbrud i puljen.

"Vi spiller en næsten perfekt kamp. Vi er lidt uskarpe i starten af kampen og det gør at vi kommer bagud. Derefter spiller vi - og fighter - fantastisk. Efter min opfattelse spiller vi sæsonens bedste kamp og det er marginaler og uheld der gør at vi står uden point", lyder det fra Kasper Christensen efter slutfløjtet i IBF Arena.

Vi har stadig fire point, mens Silkeborg-Voel ånder os i nakken med tre, efter deres sejr over Horsens. Esbjerg er på syv point, og ligner vinderen af puljen med tre kampe igen. Næste kamp for vores vedkommende er på fredag, når vi på udebane møder Horsens.