02.10.2021, 18:19 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Skogrand: Sæsonens bedste kamp

Det er ikke tit, at man tager til Vibocold Arena, og vinder med ti mål, men lørdag eftermiddag gjorde vi det, grundlagt på koncentreret spil fra start til slut.

Ved pausen var vi kun foran med et enkelt mål, og det lignede derfor endnu et nervepirrende opgør med de grønne, men fra starten af 2. halvleg fornemmede man hurtigt, at vi ville det en del mere end Viborg, og mod slutningen lykkedes alt for os, samtidig med, at Viborg-spillerne blev mere og mere modløse.

Det skal dog ikke tage noget fra os i forhold til sejren, og Stine Skogrand, der faktisk havde en smule sygdom i kroppen, men alligevel scorede hele ti mål, var efter kampen ét stort smil oven på den flotte kamp.

"Vi spiller vel sæsonens bedste kamp, det kan vel ikke være anderledes. I andre kampe har vi spillet godt i angrebet, hvor det måske har haltet lidt i forsvaret og omvendt, men i dag fungerede det hele, og jeg er virkelig stolt af den præstation som vi leverer", lyder det fra Stine Skogrand.

Vi havde godt styr på Viborgs skytter, og med en storspillende Jessica ryde på mål, blev det svære betingelser for hjemmeholdet, der ikke havde noget modsvar på vores storspil i dag.

"Vi havde godt styr på deres skytter, og samtidig stod Ryde jo helt fantastisk, og vi talte om i pausen, at vi skulle holde det fokus Kristina Jørgensen og Line Haugsted, der ikke havde deres bedste kamp, så de ikke fik lov til at komme ind i kampen, og det lykkedes rigtig godt. Det blev lidt frem og tilbage på et tidspunkt, men vi kommer ind i rytmen igen ret hurtigt, og slipper derfra ikke grebet om kampen", kommer det storsmilende fra Stine Skogrand, der nu drager til Norge sammen med det norske landshold.