23.09.2021, 07:29 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Simone P: Vi splitter deres forsvar ad

I går aftes havde vi besøg af Nykøbing Falster Håndbold i IBF Arena, hvor det gjaldt 5. runde i Bambusa Kvindeligaen, hvor vi storsejrede med 42-30.

I fodboldens pokalturnering, lavede Nykøbing FC en kæmpe overraskelse i går, da de slog FCK med hele 3-0, og måske havde de medrejsende fans håbet på samme, måske knap så store, overraskelse i Ikast, da de gule fra NFH var på besøg, men i så fald blev de hurtigt skuffet. Der var til nød spænding i de første fem minutter, men derfra stod det hurtigt klart, at vi overmatchede gæsterne på alle parametre, og at det kun ville blive et spørgsmål om, hvor stor sejren skulle være.

Simone Petersen fik masser af spilletid, og kvitterede med en flot indsats og fire mål, og var naturligvis glad for den flotte sejr.

"Jamen, vi splitter deres forsvar ad til at starte med, og det kommer de til at kæmpe med hele kampen, og så spiller vi jo bare en helt vildt flot kamp, hvor alle kommer i spil og gør det godt, så det kunne ikke være bedre", fortæller Simone efter kampen.

Der blev skiftet lystigt ud især i 2. halvleg, men det gik aldrig for alvor ud over kvaliteten, og det havde Simone også hæftet sig ved.

"Det er det, der er så fedt ved vores hold i år, dem der kommer ind, de gør det bare rigtig godt og laver en masse mål. Jessica står godt i målet, og vores kontrafase fungerede virkelig godt, så det var bare en hel anden oplevelse, end mod Randers i sidste uge", konstaterer playmakeren, inden hun haster hen til fællesfoto med resten af holdet og indløbspigerne.