03.01.2022, 11:28 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Simone P: Vi føler vi er i kontrol

Vi startede 2022 godt ud med en sejr på hjemmebane i IBF Arena, hvor vi efter 60 minutter kunne kigge op på måltavlen og konstatere, at der stod 27-24 efter 16-14 ved pausen. En kamp, hvor vi i det meste af tiden var i front og virkede i kontrol, men også en kamp, hvor Aarhus United åndede os i nakken det meste af tiden.

Aarhus United fik lov til at spille lange og langsomme angreb, og det voldte os en del problemer, især i starten, hvor vi lige skulle finde rytmen i forsvaret. Om vi for alvor fandt den, kan man altid diskutere, men faktum er, at Aarhus konstant lå lige i slipvinden af os, og i slutningen af kampen var det blandt andet store redninger fra Sabine Englert der gjorde, at vi formåede at holde afstanden.

”En sejr er en sejr, og det var måske forventeligt, at vi ikke var helt skarpe fra start af efter en lang kamppause, men vi skal være noget mere skarpe i vores spil, især i forsvaret, hvor vi falder ned i deres tempo, og hvor de så får afsluttet efter armen er kommet op. Vi føler vi er i kontrol, og har styr på kampen i takt med, at vi er i front det meste af tiden, men de bliver ved med at komme igen, men heldigvis uden, at det for alvor bliver tæt”, lyder det fra Simone Petersen efter kampen i IBF Arena, der desværre var ganske tom, grundet de nuværende restiktioner.

Simone Petersen, der selv har en fortid i netop Aarhus United, konstaterer at de lyseblå fra Aarhus er et svært hold at spille mod, og får de først færden af point, så bliver de endnu farligere.

”Det var vigtigt, at vi formåede at holde dem på afstand og havde en føring på de tre mål, fordi Aarhus er et farligt hold på den front, så hvis de kan lugte blod går de hundrede procent efter det, hvilket vi heldigvis formåede at lukke af for”, fortæller playmakeren.

Næste opgave er efter planen på onsdag, hvor vi på udebane skal møde Horsens, der dog måtte aflyse deres kamp i går, grundet Coronasmitte på holdet.