17.11.2021, 19:58 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Sikker sejr over Ringkøbing

Det lignede længe en rigtig stor sejr, men endte ud med "blot" en stor sejr på 38-28 efter 20-12 ved pausen.

I optakten til kampen havde cheftræner Kasper Christensen fremhævet, at vi skulle holde højt tempo, både i forsvar og angreb, og det var lige præcis, hvad vi kom med, og de få gange vi gik ned i kadence, blev det prompte straffet. Ringkøbing vil gerne spille lange angreb, og det gjorde de også i store dele af halvlegen, men vi formåede at presse dem med et kompakt forsvar, der ikke levnede mange åbninger. Samtidig var vi skarpe i angrebet, hvor bolden blev sendt hurtigt rundt, og vi fik derfor hurtigt bragt os komfortabelt foran.

Ingvild Bakkerud bankede boldene i mål fra afstand, Simone Petersen diskede op med lækre indspil til stregen, og ude på højre fløj var Line Mai sikkerheden selv med fem på fem. Det hele lagt sammen med et kompakt forsvar, så har man opskriften på en god og solid halvleg, hvor der stod 20-12 ved pausen.

 

Vi får i den grad spillet mange forskellige opstillingskombinationer for tiden, og i dag var ingen undtagelse. Det vil være for omsiggribende at nævne dem alle, men fælles for dem alle i aften var, at de fungerede rigtig godt og endnu engang sætter en streg under, at vi har en bred trup i denne sæson, med mange forskellige kompetencer.

Ringkøbing forsøgte sig til en start med 7-6 spil, men det blev straffet i en grad, at det stoppede hurtigt, og efter fem minutter af anden halvleg var vi på 25-14. Kort tid efter var vi på 30-15, og det kaldte på en timeout til Ringkøbing, der virkede mere og mere modløse mod en flok sultne Herning-Ikast spillere, der bare kørte på. Timeouten havde effekt, og det tvang hurtigt os til en timeout for lige at få styr på konceptet igen ved 30-18. Det var dog som om, at den store føring og de mange rokeringer havde sat sig lidt i kampen, og i stedet for at køre Ringkøbing midt over, så blev det det i slutminutterne lidt mere afdæmpet, om end det stadig var en sejr i den høje ende af skalaen.