23.04.2021, 21:59 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Semifinalen skal sikres lørdag

Lørdag eftermiddag går turen til Silkeborg, hvor Silkeborg-Voel tager i mod i JYSK Arena. Det er fjerde kamp i slutspillet, og med et uafgjort resultat, er vi klar til semifinalen.

Vi mangler bare et enkelt point, og så er vi, med to kampe igen, klar til årets semifinale i Bambusa Kvindeligaen, men vi går naturligvis benhårdt efter de to point, så vi selv kan afgøre, om vi skal slutte på førstepladsen i gruppen.

"Vi skal bare bruge et enkelt point, men vi går selvfølgelig ind til kampen med det udgangspunkt at vi skal vinde. Får vi en sejr, kan vi selv afgøre om vi skal slutte på førstepladsen i vores gruppe, og det er bestemt noget vi har i tankerne. Vi ved dog også godt, at Silkeborg-Voel kommer med alt de har, og vil kæmpe hårdt for at få point i slutspillet, så det bliver ingen let kamp", konstaterer cheftræner Kasper Christensen, forud for lørdagens kamp.

Vi havde tre spillere af sted med landsholdet, og det har været en dyr omgang, da alle tre spillere er ude til lørdagens kamp. Emma Friis er ude resten af sæsonen, efter en skade mod Spanien, Simone Petersen er heller ikke på toppen, og er tvivlsom mens Jessica Ryde er smittet med Corona, og derfor i karantæne og heller ikke med til kampen.

"Det har været en hård omgang for de tre spillere at være afsted med landsholdet, og det gør, at vi er meget smalle til kampen mod Silkeborg. Emma er desværre ude resten af sæsonen, mens vi ikke helt ved, hvor slemt det er med Simone endnu. Der er en lille chance for, at hun kan være med, men jeg regner ikke med det, og Jessica er smittet og i karantæne, så hende ved vi ikke, hvornår er klar igen", siger han og tilføjer:

"Nu har vi reelt kun en venstre fløj til resten af sæsonen, men vi har heldigvis i Naja Nissen en rigtig god spiller, og hun har vist gode takter gennem sæsonen, så jeg er egentlig ikke bekymret på den led. Vi går et hårdt kampprogram i møde, og derfor vil det være ekstra godt, at vi kan sikre semifinalen lørdag, så vi har mulighed for at lave alternative opstillinger og afprøve nye ting i de sidste slutspilskampe, men nu skal vi lige have sejren i hus først"

Kampen starter klokken 14.30 og kan ses på Silkeborg-Voels hjemmeside, hvorfra kampen streames.