12.09.2021, 20:13 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Sæsonens første TV-kamp venter mandag mod Randers

Mandag aften klokken 20 spiller vi, for vores vedkommende, sæsonens første TV-kamp, når vi på udebane møder Randers HK i Arena Randers.

Kronjyderne har fået en ganske fornuftig start med sejre i to af tre spillede kampe, hvor den seneste sejr kom i onsdags på udebane mod Horsens. Der ud over er det blevet til sejr, også på udebane, mod Ringkøbing, mens de i premierekampen tabte til Aarhus United. Så der venter uden tvivl mere modstand, end vi fik i onsdags, hvor vi slog Ajax København med hele 32-15, og cheftræner Kasper Christensen, forventer da også en kamp, hvor vi skal op i et højere gear.

"Der venter en svær kamp mod Randers, der har fået fire point ud af seks mulige, endda to flotte udesejre, så det er et hold med selvtillid vi skal møde. I det hele taget går vi en periode i møde, hvor vi skal et step op i niveau, men det føler jeg også vi er klar til", fastslår Kasper Christensen forud for mandagens kamp.

Han var naturligvis godt tilfreds med holdets præstation mod Ajax, hvor der blev holdt fokus gennem hele kampen, trods en stor føring ved pausen, og hvor der også var mulighed for at fordele ressourcerne på hele holdet.

"Vi holdt højt niveau gennem hele kampen, og selvom at Ajax måske var lidt vingeskudt med et par profiler ude, så synes jeg det var en god kamp, hvor vi viser flot forsvars og angrebsspil. Vi får rigtig mange i spil, og der er mange flotte præstationer, hvor meget af det bunder i godt forsvarsspil og gode redninger fra Englert, og så kommer der noget godt tryk i kontrafasen, samt nogle gode offensive præstationer", lyder det fra cheftræneren, der sammen med resten af holdet kan ses på TV2 Sport mandag aften klokken 20.00.