03.09.2021, 16:40 | Af: Jonas Hooge | Foto: Herning-Ikast Håndbold

Ryde begejstret: Godt med tilskuere i hallen

Onsdag aften var Jessica Ryde en stor faktor i sejren over Aarhus United, hvor hun med en redningsprocent på præcis 50 gjorde sit til, at sejren kom i hus.

Til trods for, at hovedparten af Aarhus Stadionhal ikke ligefrem heppede os frem til sejr, så var Ryde begejstret for endelig at have tilskuere på lægterne efter sidste sæson, hvor det primært var uden tilskuere.

"Det er fuldstændig ligegyldigt, om det er hjemme eller ude, det er godt med tilskuere i hallen, og fedt der var så mange og at de larmede så meget. Virkelig en fed kulisse", kom det begejstret fra Jessica, umiddelbart efter kampen i onsdags.

Hun var også godt tilfreds med holdets indsats, og kunne også konstatere, at hendes egen indsats var over middel.

"Nu er vi i gang, og vi har to point, det er super dejligt. En god start holdet, og ja, jeg fik også selv en god start, hvor jeg dog følte at jeg havde bedre flow i 1. halvleg end i 2. halvleg, men jeg kan jo se, at det ender på 50 procent, så det var tilsyneladende godt i begge halvlege", kommer det storsmilende fra den svenske landsholdskeeper, der glæder sig til første hjemmekamp i IBF Arena lørdag klokken 14.

"Det er en kamp vi ser frem til, og nu tabte vi jo til dem i træningskampen for nyligt, så nu må det være vores tur til at tage sejren"

Kampen starter klokken 14 i IBF Arena, og som noget helt nyt kan du købe abonnement til alle vores hjemmekampe for blot 49,- om måneden. Se mere om det på hih.evetii.dk