03.08.2021, 12:55 | Af: Jonas Hooge | Foto: Erik Laursen

Onsdag testes formen mod Sävehof

Opstarten til den nye sæson er i fuld gang, og onsdag aften står den på træningskamp mod svenske Sävehof.

Vi mangler stadig fire spillere, der er til OL med henholdsvis det svenske og det norske landshold, men ellers er alle mand klar til kamp, når vi i morgen snupper endnu en træningskamp, denne gang mod Sävehof fra Sverige.

Sävehof har gennem mange år været et af topholdene i Sverige, og blev i sidste sæson nummer to i den svenske liga. Blandt holdets profiler kan nævnes Jamina Roberts og Angelica Wallen, der senest har spillet for Odense Håndbold.

For vores eget vedkommende, så kommer vi med en frisk sejr over Ringkøbing i bagagen, hvor blandt andet Tyra Axnér var i hopla med hele ti mål. Tyra er netop ankommet fra Sverige, hvor hun i sidste sæson tørnede ud for Lugi, og så er hun såmænd også datter af den svenske landstræner Tomas Axnér.

Kampen spilles på BGI Akademiet der ligger i Hornsyld mellem Horsens og Vejle, og man er meget velkommen til at overvære kampen, der starter klokken 18.00.