12.10.2021, 20:29 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Lidt fakta forud for kampen mod Odense Håndbold

Onsdag aften venter på papiret sæsonens sværeste kamp, når Odense Håndbold kommer på besøg i IBF Arena klokken 18.30.

Kigger man lidt på statistikken for de seneste opgør, så danner der sig et billede af, at Odense Håndbold de seneste par år har haft krammet på os. Vi skal faktisk over to år tilbage, for at finde datoen for vores seneste sejr over fynboerne. Det var 21. september, hvor vi slog de danske mestre i IBF Arena med 26-24, som siden hen har vundet fire gange over os, senest i semifinalen i Santander Final4 i juni.

Kigger man så nærmere på tallene, så kan man hurtigt se, at godt nok har Odense vundet de seneste fire opgør, men ud af de seneste fem opgør, så er målforskellen på de to hold faktisk kun 12 mål i Odenses favør, så bortset fra nederlaget i sidste sæson på 23-30, har det været tætte opgør, hvilket man formentlig også kan forvente i morgen.

Odense er forsvarende mestre, både i Bambusa Kvindeligaen og Santander Cup, mens vi skal tilbage til 2019 for at finde vores sidste titel der var i Santander Cup, hvor vi slog netop Odense Håndbold i finalen i Santander Final4 med 33-25.

Begge hold er i denne sæson ubesejrede, både i Bambusa Kvindeligaen og Santander Cup, og vinderen af kampen går dermed på førstepladsen med to points forspring.

Kampen i morgen spilles klokken 18.30 i IBF Arena, og der er tæt på udsolgt i forhold til siddepladser, så skal du sikre dig en siddeplads, så skynd dig ind på hih.eventii.dk og køb din billet. Kampen vises ikke på TV, men kan i stedet følges på Tophaandbold.dk/livescore.