17.03.2022, 15:38 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Kasper C: Vi får intet forærende

Fredag aften spiller vi sæsonens sidste hjemmekamp i slutspillet, når vi klokken 19 møder Skanderborg Håndbold.

Skanderborg Håndbold er placeret i den tunge ende af Bambusa Kvindeligaen, men gennem sæsonen har holdet vist, at de bestemt ikke blot er kanonføde for de andre mandskaber i ligaen. Så til trods for, at vi vandt ganske overbevisende sidst vi mødte de grønne fra Skanderborg, så forventer vores cheftræner, Kasper Christensen, bestemt ikke nogen let kamp, når det går løs i IBF Arena fredag aften.

"Vi er helt med på, at vi får intet forærende mod Skanderborg, så derfor skal vi være klar fra start, og sørge for, at kampen bliver spillet på vores præmisser og få sat os på kampen fra første fløjt. Skanderborg har en tendens til at forsøge at få tempoet ud af kampene, og lave lange angreb, hvilket også nedsætter frekvensen af angreb i kampen, og den fælde må vi ikke falde i. Vi skal have tempoet op, stå godt i forsvaret og løbe kontra når det er muligt", fastslår Kasper Christensen forud for fredagens kamp.

Skanderborg Håndbold har et ungt og talentfuldt hold, som ofte leverer spillere til andre ligaklubber, os selv inklusiv, der før jul hentede Alberte Ebler i klubben. En anden spiller, der også snart er fortid i Skanderborg, er Emilie Ytting, der skifter til København Håndbold efter denne sæson, og hun er sammen med Thea Hamann en spiller, som vi skal være ekstra opmærksomme på.

"Skanderborg har ikke så mange skytter der kan skyde langt ude fra, de vil hellere ind på mellemdistancen og komme på kant af forsvaret, hvilket vi skal være indstillet på, og så har de i Emilie Ytting og Thea Hamann to spillere der kan noget på egen hånd. Jeg synes, at holdet generelt har gjort det godt i denne sæson, og selvom at det ind imellem er blevet til en snitter eller to, så har de faktisk leveret fine resultater og gjort det svært for en del hold", konstaterer vores cheftræner.

Kampen starter klokken 19 i IBF Arena, og kommer du ikke i hallen og ser kampen live, så kan de følges på Tophåndbold.dk eller via Tophåndbold app´en.